Hjem > Nyheder > Strategiske, maritime forskningsmidler kan sætte Danmark endnu mere på det maritime verdenskort
18. august 2023

Strategiske, maritime forskningsmidler kan sætte Danmark endnu mere på det maritime verdenskort

Nyheden om, at Folketinget ønsker at få opbygget et strategisk forskningsmiljø inden for grøn viden, grønne kompetencer og innovation inden for den maritime uddannelsessektor, bliver særdeles positivt modtaget i den maritime industri.

Konkret udmøntes en bevilling på 28 mio. kr., hvor omdrejningspunktet bliver skibsfart, tekniske anlæg, energiøer og energiforsyning, og netop øremærkede midler er helt afgørende, siger Danske Maritimes adm. direktør Jenny Braat:

”Det viser, at man politisk har lyttet til os på tværs af branchen, og at vi er lykkedes med at skabe forståelse for tre vigtige pointer. Dels at der er et kæmpe potentiale på verdensmarkedet, hvis vi booster vores maritime forskning og innovationskraft, som for Danmark er en gevinst på diverse måder. Dels at en strategisk indsats koster, og at det dermed er afgørende vigtigt, at Staten kommer stærkt på banen. Og dels at der simpelthen er et kæmpe behov for at få bragt alle maritime uddannelsesmiljøer mere up to date, så de studerende rent faktisk lærer de teknologier at kende, som de bliver mødt af i virkeligheden, og hvor vi har taget digitale og teknologiske kvantespring fremad i det seneste årti,” siger Jenny Braat.

Sammen med uddannelsesinstitutionerne og det øvrige Blå Danmark, ser Danske Maritime nu frem til at deltage i en konstruktiv dialog om, hvordan midlerne bedst muligt finder anvendelse. En vigtig pointe er at sikre et fortsat stærkt samspil mellem uddannelsessektoren og den maritime branche, så indsatserne afspejler virksomhedernes behov.

”Grøn omstilling danner grundlæggende rammen for alt, hvad vi i disse år beskæftiger os med i den maritime industri, og når vi ser fremad, bliver forskning, udvikling og innovation kun vigtigere. Der følger tusindvis af teknologiske løsninger med fremtidens grønne omstilling af den globale skibsfart, hvor selve det grønne brændstof i virkeligheden kun udgør en del af at nå i mål med klimaambitionerne. Så i den maritime industri, hvor vi udvikler morgendagens løsninger og er afhængige af dygtige, fremsynede medarbejdere, er vi utrolig glade for opbakningen fra Folketinget og glæder os til at bygge videre på vores allerede gode samarbejde med uddannelserne,” siger Jenny Braat.

Uddannelses- og Forskningsministeriet vil nu etablere et samarbejde mellem de maritime institutioner og universiteterne om udmøntning af midlerne til at opbygge kapacitet på området.

 

Læs mere om