Hjem > Nyheder > Styrket udenrigstjeneste i USA bydes velkommen af Det Blå Danmark
2. maj 2018

Styrket udenrigstjeneste i USA bydes velkommen af Det Blå Danmark

Anders Samuelsen

I dag åbner den danske udenrigsminister Anders Samuelsen Danmarks nyeste repræsentation i Houston, Texas. Det Blå Danmark byder åbningen af et nyt generalkonsulat i Nordamerika velkommen – og glæder sig over denne udmøntning af regeringens strategiske indsatser på udenrigspolitik og økonomisk diplomati.

Det er gode nyheder, når den danske udenrigsminister i dag klipper snoren til åbningen af et nyt generalkonsulat i Houston. Det skal hjælpe med økonomisk diplomati, internationalisering af dansk erhvervsliv – og mulighederne for at fremme danske virksomheders interesser i området.

”USA er dansk erhvervslivs største eksportpartner uden for EU. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at vi i dag styrker det officielle Danmarks tilstedeværelse yderligere. USA er en vigtig partner for Danmark på lang en række områder. Det er et partnerskab som vi skal værne om. Åbningen af generalkonsulatet i Houston vil bidrage til at fremme Danmarks tilstedeværelse og danske kommercielle og diplomatiske interesser på det amerikanske marked,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

Houston har stort dansk blåt aftryk
Søfarten er Danmarks største eksporterhverv – og med 70 pct. af de samlede aktiviteter uden for EU er man afhængig af frie handelsstrømme og åbne internationale markeder. I den forbindelse er adgangen til det amerikanske marked af stor vigtighed. Med en samlet eksport på næste 17 mia. kroner er USA dansk skibsfarts næststørste marked – og endda et marked i vækst, da rederiernes eksport til USA steg med 16 pct. fra 2016 til 2017.

Hos Danske Rederier glæder man sig derfor over udsigten til officiel repræsentation i Houston, som er en vigtig nordamerikansk shippinghub:

”Houston er uden tvivl det sted i USA, hvor dansk skibsfart har den største lokale tilstedeværelse – med mere end 11 danske rederier på jorden. At Udenrigsministeriet nu åbner et generalkonsulat i Houston er naturligvis glædeligt – og giver yderligere styrke til en i forvejen stærk dansk shipping sektor i regionen,” siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier, som deltager i åbningen.

Eksporten i højsædet for de danske maritime underleverandører
USA er også et vigtigt eksportmarked for de danske maritime udstyrs-, teknologi-, og servicevirksomheder, og eksportpotentialet for virksomhederne i Houston og regionen er betydeligt. Der er mindst 15 virksomheder i regionen, og i det sydlige USA er der stor efterspørgsel efter netop de maritime kompetencer og teknologier, som er danske styrkepositioner. Det kan man også se perspektiver i hos Danske Maritime:

”Vi glæder os over, at det nye generalkonsulat vil have et særligt fokus på de mange danske maritime leverandørvirksomheder og fremme af deres muligheder inden for salg af f.eks. systemer til rensning af ballastvand, scrubbers og andre grønne maritime løsninger i USA samt udstyr til at styrke den maritime sikkerhed,” siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime.

Åbningen af det danske generalkonsulat finder sted onsdag d.2. maj i Houston, Texas. Både Danske Maritime og Danske Rederier vil være til stede ved åbningen.

Læs mere om