Temauge om bæredygtighed og verdensmål: Eksempel 2 – Hvordan fremtidens skibsmotorer hænger sammen med verdensmål og bæredygtighed hos MAN Energy Solutions.
MAN ES er en af de virksomheder, der har deltaget i vores Maritime SDG Accelerator og har arbejdet intensivt med at koble FN’s verdensmål sammen med kerneforretningen. Virksomheden er i fuld gang med at omstille forretningen til CO2-neutrale og CO2-frie brændstoffer og arbejder både med udvikling af nye motorer og retrofitting af den eksisterende flåde.
MAN ES er verdens største udvikler af skibsmotorer til handelsflåden, som står for ca. 1,5 % af verdens CO2-udledninger. Derfor satser man nu massivt på grøn omstilling, for med en så stor forretningsmæssig succes følger også et tungt ansvar for miljø og klima, fortæller Principal Strategist Anders Kryger:
”Hos MAN Energy Solutions er vi absolut klar over, at vi er en vigtig aktør i kampen for et renere klima og en bæredygtig udvikling. Derfor er vi også en af 150 underskrivere bag ’Getting to Zero Coalition’ under Global Maritime Forum. I dag har vi både en strategi for CO2-neutrale og CO2-frie brændstoffer. Vi er så ambitiøse, at vi har en klar forventning om, at vi kan overgå de mål, der er sat af både IMO og EU.”
Samtidig arbejder MAN ES også med at forbedre datagrundlaget for monitorering af sine emissioner, hvilket danne ramme for arbejdet i SDG Accelerator-programmet:
”Alting peger mod, at myndigheder og andre interessenter vil stille større og større krav til dokumentationen af emissioner, og her spiller vi naturligvis en nøglerolle som leverandører af motorer. Første skridt var at få styr på de historiske emissioner for at kunne følge udviklingen. Dernæst har vi arbejdet intensivt på at forudsige den fremtidige udvikling mod 2050. Det er en kompleks øvelse, som kræver brug af en lang række datakilder, og som også hviler på forventninger til rederiernes adfærd.
I 2021 udgør såkaldte dual fuel-motorer ca. 30 % af de ordrer, vi har fået. Det går med andre ord den rigtige vej, men det går langsomt, og udviklingen er fortsat drevet af få, idealistiske aktører. På den positive side ser vi imidlertid en multiplier-effekt, forstået på den måde at når store rederier begynder at bestille grønne skibe, får det pludselig andre til at følge efter. Udviklingen kan heldigvis gå rigtig hurtigt, når den først tager fart. Det håber og tror vi på, at den gør,” siger Anders Kryger, som i videoen fortæller om processen og perspektiverne i relation til FN’s verdensmål og den maritime industris fælles ønske om øget bæredygtighed.
Se videoen her.
