Temauge om bæredygtighed og verdensmål: Et spændende projekt er i mål.
I sommer skød Danske Maritime Den Maritime SDG Accelerator i gang under overskriften: ”Verdensmål som vækstgenerator i den maritime industri.” Nu er projektet i mål, og i denne uge ser vi nærmere på de konstruktive erfaringer, der er kommet ud af forløbet, og som andre virksomheder også vil få glæde af.
Afsættet var, at bæredygtighed og arbejdet med grøn omstilling er centralt i den maritime industri, men at mange virksomheder er i tvivl om, hvordan man viser sin omverden, at man tager ansvar, hvordan man arbejder konkret med bæredygtighed, og om hvordan arbejdet med FN’s 17 verdensmål kan gøre en forskel på bundlinjen.
Sammen med FN’s Udviklingsprogram UNDP, Rainmaking Innovation og med støtte fra Den Danske Maritime Fond skabte vi derfor Den Maritime SDG Accelerator, hvor otte medlemsvirksomheder fik mulighed for at arbejde koncentreret med verdensmål i relation til deres kerneforretning.
Mød nogle af de involverede virksomheder i dagens film, der beskriver projektet som helhed. Videre frem kommer projektet til at danne grundlag for videndeling og erfaringsudveksling, fortæller Cecilie Lykkegaard, som er Danske Maritimes vicedirektør og har været tovholder undervejs:
”Det har været enormt lærerig både for os som branche og for de enkelte virksomheder at deltage i programmet, og jeg er meget imponeret over det engagement, som alle involverede har lagt i deres deltagelse. De enkelte virksomheder har hver især arbejdet med deres egen specifikke case, og de er nået langt på hver deres måde. Samtidig har programmet og samarbejdet gennem det seneste halve år været med til at klarlægge, hvordan vi kan arbejde videre med bæredygtighed i den maritime industri. Og det ser vi frem til, for potentialet er kæmpestort”.
De deltagende virksomheder har været: MAN Energy Solutions, PJ Diesel, VIKING Life-Saving Equipment, Insatech, Rohde Nielsen, Svanehøj Group, Fayard, Scanel og Danske Maritime selv.
Klik her for at se dagens video.
