Del:

Tredive år med transformation

Jenny N Braat 30års jubilæum

I mere end tredive år har Jenny N. Braat været en aktiv del af den maritime industri i brancheorganisationen Danske Maritime. Siden 2011 har hun fungeret som administrerende direktør

Det var koldt den morgen tilbage i starten af februar 1989, da Jenny N. Braat begav sig afsted mod Dansk Maritime. Det første dag som fuldtidsansat i Foreningen, hvor hun allerede i december 1988 var startet som studentermedhjælper ved siden af sit cand.merc.-studie.
I dag, tredive år senere, kan Jenny N. Braat se tilbage på en spændende karriere fra sit skrivebord i Foreningens domicil i Herlev. Og der er da også sket meget på den tid hun har været med, konstaterer hun.
I 1995 blev hun udstationeret i Belgien, hvor hun i en årrække fungerede som leder af Foreningens kontor i Bruxelles. I 2000 vendte hun tilbage til Danmark, og siden da har hun varetaget Danske Maritimes interesser fra Foreningens danske kontor.
I 2007 blev hun udnævnt til underdirektør, og i 2011 tiltrådte hun posten som Foreningens administrerende direktør.

Foreningens transformation
I dag består Foreningen ikke længere kun af værfter. Gennem årene har de maritime traditioner og miljøet omkring tidligere tiders enorme værfter nemlig muliggjort, at andre former for maritime virksomheder har kunne skyde op og vokse sig store. Derfor har det da også været en mærkesag for hende at åbne Foreningen op for hele denne voksende maritime industri.
I takt med, at de danske værfter har oplevet en specialisering og tilpasning til en virkelighed, der for alvor blev og i dag er global, så har industrien omkring skibsbygning samt alle producenterne af maritimt udstyr og maritime services, også udviklet sig enormt. Det betyder, at Danmark i dag står som en af de stærkeste eksportnationer inden for maritim teknologi.
Foreningen er gået fra få store medlemmer til i dag at rumme en bred industri og dermed mange interesser.
”Det har været en rigtig spændende udvikling at være med til og ikke mindst, at stå i spidsen for. Den maritime industri er mange ting, men innovation og udvikling er en klar fællesnævner,” forklarer hun.

Ikke den eneste jubilar i år
I manges øjne er skellet mellem Braat og Danske Maritime svær at finde efter, at hun længe har været medlemmernes utrættelige talerør til offentlighed og politikere.
Og hun må da også vige noget af pladsen som jubilar, griner hun, og forklarer videre, at Danske Maritime den 25. april fejrer sit 100års jubilæum.
Det sker i forbindelse med Foreningens årsmøde, der afholdes på Nationalmuseet, hvor bl.a. Mette Frederiksen, Kristian Jensen og Kristian Thulesen Dahl er at finde i programmet.