Hjem > Nyheder > Work Force of the Future og Maritime Career Day i Frederikshavn for femte gang
24. september 2018

Work Force of the Future og Maritime Career Day i Frederikshavn for femte gang

Et hav af muligheder

Danske Maritime var med, da MARCOD for femte gang afholdt Workforce of the Future og Maritime Career Day. Mere end 300 elever fra folkeskoler i og omkring Frederikshavn deltog i virksomhedsbesøg hos nogle af Frederikshavns maritime virksomheder og til den efterfølgende karrieremesse på havnen.

Som noget nyt var arrangementerne Work Force of the Future og Maritime Career Day samlet i en stor uddannelsesdag med både virksomhedsbesøg og uddannelsesmesse på Frederikshavns Havn. Det gav eleverne rig mulighed for at komme i dybden og få afsøgt mulighederne for en maritim fremtid.

Eleverne startede dagen med at opleve nogle af de mange muligheder, som et arbejdsliv i Det Blå Danmark byder på, idet de skulle besøge virksomheder og nogle steder fik mulighed for at prøve kræfter med konkrete opgaver hos virksomhederne.

De maritime virksomheder, som støttede op om uddannelsesdagen, var MAN Energy Solutions, Orskov Yard, Norisol, Scanel, VMS Group og Forsvaret.

Efterfølgende samledes deltagerne på havnen til uddannelsesmessen Maritime Carrier Day, hvor Danske Maritime deltog og præsenterede projektet Fremtidens Maritime Håndværker.

Fremtidens Maritime Håndværker er et EU-støttet projekt, der skal sikre at den maritime industri også fremover kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

”Det var interessant at være ude og høre, hvad de unge tænker omkring deres fremtid. Hvilke overvejelser de gør sig, når de ser på de mange karrieremuligheder de stilles i udsigt. Vi er klar over, at de maritime uddannelser kæmper om de unges opmærksomhed med en masse andre. Derfor er vi også rigtig glade for, at hele 300 unge tog sig tiden til at høre mere om deres maritime fremtidsmuligheder,” forklarer Marianne Eltong Gade, der er projektleder hos Danske Maritime.

På standen, hvor Danske Maritime bød velkommen, fik de unge blandt andet mulighed for at udforske en maritim fremtid i 360 grader. Som en del af projektet Fremtidens Maritime Håndværker er der nemlig blevet udviklet såkaldte VR-film af dagligdagen som maritim håndværker.

Projektet Fremtidens Maritime Håndværker kan du læse meget mere om på www.maritimhåndværker.dk.

Læs mere om