Hjem > Nyheder > Ny aftale om forlængelse og justering af hjælpepakker
19. april 2020

Ny aftale om forlængelse og justering af hjælpepakker

Regeringen og alle Folketingets partier er i denne weekend blevet enige om at justere hjælpepakkerne og tilføje nye tiltag med den hensigt at holde hånden under endnu flere virksomheder, selvstændige og arbejdspladser.

Den nye aftale indeholder følgende elementer:

Kompensation for faste udgifter:
Ordningen forlænges med en måned til og med d. 8. juli, og adgangen til kompensation i ordning for virksomheders faste omkostninger ændres, så virksomheder skal have en omsætningsnedgang på min. 35-60 pct. for at få kompenseret 25 pct. af deres faste omkostninger frem for tidligere 40-60 pct. De øvrige trin ændres ikke. Andelen af de faste omkostninger, der kompenseres, vil derfor være følgende:

  • 80 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 pct.
  • 50 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 pct.
  • 25 pct., hvis omsætningsnedgangen har været på 35-60 pct.

I ordningen har det hidtil været forudsat, at virksomheder maksimalt kan få udbetalt 60 mio. kr. i kompensation for faste omkostninger. I forbindelse med forlængelsen justeres grænsen, så virksomheder maksimalt kan få udbetalt 110 mio. kr. i perioden 9. marts til 8. juli 2020. Der indføres en betingelse om, at virksomheder kun kan modtage kompensation i den forlængede periode, hvis de erklærer, at de ikke vil udbetale udbytte eller foretage aktietilbagekøb for regnskabsårene 2020 og 2021. Betingelsen vil gælde for virksomheder, der modtager mere end 60 mio. kr. i kompensation i 2020 i kompensationsordningen for faste omkostninger. Virksomheder vil senere kunne frigøre sig fra disse begrænsninger ved at tilbagebetale udbetalt støtte efter denne ordning ud over 60 mio. kr.

Det har også været forudsat, at virksomheder som minimum skal have faste omkostninger på 25.000 kr. i perioden (tre måneder) for at kunne få kompensation. Den grænse nedsættes, så virksomheder minimum skal have faste omkostninger svarende til 12.500 kr. for en tremåneders periode for at kunne få kompensation.

Kompensationsordningerne til selvstændige og freelancere:
Ordningerne forlænges med en måned til og med d. 8. juli, og kompensationsgraden for de selvstændige og freelancere forhøjes til 90 pct. af omsætnings- eller B-indkomsttabet. Der bliver også etableret en ny kompensationsordning for freelancere med blandede A- og B-indkomster. Disse kan få kompensation for op til 90 pct. af deres forventede A- og B-indkomsttab i perioden sammenlignet med den tilsvarende periode i forudgående år, dog maksimalt 20.000 kr. pr. måned. Kompensationsgraden for de selvstændige og freelancere forhøjes til 90 pct. af omsætnings- eller B-indkomsttabet.

Øvrige elementer, der berøres i den nye aftale:

  • Udbetaling af indbetalt moms som et rentefrit lån til små og mellemstore virksomheder samt af indbetalt lønsumsafgift til visse erhverv bl.a. fysioterapeuter, tandlæger og taxavognmænd.
  • Udskydelse af betalingsfristen for lønsumsafgiften for 2. og 3. kvartal for visse erhverv bl.a. fysioterapeuter, tandlæger og taxavognmænd mv.
  • Midlertidig suspendering af loftet på skattekontoen for virksomhedernes indbetaling af A-skat, moms mv.
  • Udbetalinger fra skattekreditordningen vedrørende indkomståret 2019 fremrykkes fra november 2020 til juni 2020.
  • Etablering af en midlertidig matchfacilitet i Vækstfonden.
  • Eksport- og investeringspakke, der indebærer, at Udenrigsministeriets betalingsordning for eksport- og markedsrådgivning for virksomheder reduceres markant i 2020 og 2021. Desuden fordobles Udenrigsministeriets eksportfremmebevilling i 2021 med henblik på afholdelse af erhvervsfremstød. Endvidere oprettes en taskforce i
  • Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet, der skal hjælpe dansk erhvervsliv bedst muligt gennem COVID19-krisen ved at bidrage til fastholdelsen af markedsandele samt udenlandske investeringer.
  • Etablering af en national platform i samarbejde med private crowdfundingplatforme.
  • Et ekstraordinært løft af Innovationsfondens Innobooster-ordning i 2020.
  • Timekravet for optjening af seniorpræmie på 1.560 timers beskæftigelse over 12 måneder vil blive nedsat svarende til 4 måneder.
  • En forlængelse af suspendering af anciennitetstælling i dagpengesystemet, den midlertidig forlængelse af retten til sygedagpenge samt suspendering af G-dage til og med d. 30. juni.

Virksomheder, der søger om kompensation efter forlængelsen af ordningerne, skal betale den skat, som de er forpligtede til i henhold til internationale aftaler og nationale regler. Det indebærer, at virksomheder med base i skattely i henhold til EU’s retningslinjer ikke kan modtage kompensation, i det omfang det er muligt at afskære dem efter EU-retten og eventuelle andre internationale forpligtelser.

I tillæg til ovenstående har regeringen meldt ud, at den sammen med arbejdsmarkedets parter vil indlede drøftelser om en forlængelse af lønkompensationsordningen.

Finansministeriets pressemeddelelse samt faktaark om aftalen findes her.

Læs mere om