Hjem > Nyheder > Fra #metoo til meningsfuld ledelse
20. oktober 2020

Fra #metoo til meningsfuld ledelse

Kronik af:

Anne-Mette Elsborg
adm. direktør
PJ Diesel A/S

Jenny Braat
adm. direktør
Danske Maritime

 

Debatten om krænkelser og #metoo er eksploderet. Det kan man mene mangt og meget om, men hvis vi bevæger os op i helikopterperspektiv og beslutter os for at lære noget af den aktuelle debat, så kan den rent faktisk bruges konstruktivt også i den maritime branche.

For denne debat handler ikke kun om kvinder og mænd. Den handler også om ledelse, om vaner og om det menneskesyn, som vi hver især har med på arbejde. Vi skal turde se kritisk på vores arbejdsliv, så enhver medarbejder kan trives og føle sig godt tilpas. For et godt arbejdsliv kan vi kun skabe i fællesskab, og det helt afgørende er respekt.

Der foregår utrolig mange spændende ting i vores branche, som har været igennem en rivende udvikling og taget teknologiske kvantespring i de seneste årtier. Nu er ikke kun det gode håndværk i centrum, men også forskning, innovation og i det hele taget teknologiske kompetencer, som trækker tråde kloden rundt. Det betyder, at der kommer flere og flere nye typer af medarbejdere ind i branchen, og det stiller nye krav til ledelsen.

Vi har som branche et behov for at kunne rekruttere bredest muligt, men vi er udfordret af, at den maritime industri af mange stadig opfattes som en tung, beskidt og mandsdomineret branche. Derfor har vi en vigtig fælles opgave med at anskueliggøre, at vi er en af de mest innovative og grønne maritime industrier i verden, og at nye medarbejdere netop i vores branche fx kan være med til at skabe grøn omstilling, der batter – også globalt.

Men et godt image kommer ikke af sig selv, og det gør et godt arbejdsmiljø heller ikke. Det kræver, at ledelsen tager aktivt stilling til, hvilken type virksomhed, vi ønsker at være, og selv går forrest. For et moderne arbejdsmiljø tager alle aspekter med i betragtningen, og de bedste ambassadører er vores egne medarbejdere. Men det er opad bakke at fastholde dygtige medarbejdere, hvis de ikke føler sig tilstrækkeligt værdsatte og anerkendte. Derfor er det på nogle virksomheder obligatorisk at tage en lederuddannelse, når man får personaleansvar. For høj faglighed er ikke nok. God ledelse drives også af stærke sociale kompetencer og evne til at få vidt forskellige medarbejdere til at trives og føle sig såvel fagligt som personligt anerkendte.

En ny medarbejder bringer ny energi og viden ind i virksomheden. Bliver en ny lærling eller den eneste kvindelige smed modtaget med oprigtig interesse og respekt, så bliver den faglige dynamik langt stærkere. Får man som medarbejder mulighed for at vokse med ansvaret, så vil både det at lære fra sig og at lære noget nyt være en naturlig og givende del af hverdagen – også når der kommer en person ind ad døren, som er vidt forskellig fra en selv, fx en ung kvinde med et helt andet verdensbillede end sin dobbelt så gamle mandlige kollega.

Desværre er debatten om krænkelser i diverse brancher blevet så skinger, at man nogle steder bliver helt nervøs for at ansætte kvinder af frygt for at få sagt eller gjort noget forkert. Men sådan må det ikke være! Vi er en branche med plads til alle, hvor der arbejdes professionelt med tingene, og hvis der er brug for at foretage tilpasninger, så gør vi det naturligvis.

Nogle steder kan der måske være brug for at kaste et kritisk blik på de fysiske forhold. For hvis der ikke er omklædning og toiletter til begge køn, så bør det om muligt etableres, og arbejdstøjet skal passe til alle uanset køn og størrelse.

Andre steder er det måske tonen, som er lidt for grovkornet. Mandehørm kan være en skøn og befriende form for humor, men ikke hvis nogle føler, at de står for skud. Det kan være en kvindelig kollega, men det kan også være den yngste lærling eller ham med det eksotiske navn. Ofte er en jargon bare en vanesag, og mange vil slet ikke være opmærksomme på, at det for nye kollegaer kan være svært at falde til. Men det kan det, og det er et ledelsesansvar at sikre, at humor og kollegialt ping pong sker med respekt for forskellighed.

Dette hænger også sammen med debatten om #metoo, for hvis der er dårlig opførsel på en arbejdsplads, peger pilen først og fremmest på ledelsen. Mange af de krænkelsessager, vi aktuelt præsenteres for i pressen, er helt åbenlyst over grænsen, og en del af dem handler om ledere, som bevidst eller ubevidst ikke har håndteret tingene på en ordentlig facon. Men det nytter ikke at stikke hovedet i busken. Sager med fx chikane kan både have store personlige konsekvenser for de involverede og give store ridser i en virksomheds omdømme. Derfor er aktiv stillingtagen til, hvordan kulturen i virksomheden skal være et must at arbejde med.

Samtidig rækker arbejdet udover den enkelte virksomhed. En tydeligt bæredygtige profil, herunder et godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø samt ligestilling, er blevet et vigtigt parameter for både investorer, fonde og beslutningstagere. Forenklet sagt skal man som virksomhed kunne bevise, at man agerer ansvarligt – både overfor egne medarbejdere, samarbejdspartnere, sin omverden og kunderne.

Så hvad kan vi lære af #metoo? For det første er dårlig opførsel ikke kønsbestemt, så den nuance bør med i debatten. For det andet vil vi nok aldrig vil kunne komme sager med ubehagelig opførsel 100 % til livs. Mennesker er forskellige, misforståelser opstår, og nogle bliver oprigtigt forbavsede, når andre føler sig trådt over tæerne eller i værste fald krænkede over deres opførsel.

Men vi kan blive bedre til at tale om, hvad der er acceptabelt, hvordan vi omgås, hvad man har af muligheder, hvis man synes, at en kollega er ubehagelig, og – ikke mindst – hvad der bliver konsekvensen, hvis en medarbejder opfører sig upassende og ikke respekterer andres grænser. Alt dette er en ledelsesopgave, som nogle steder er en selvfølge og andre steder er i proces.

For selvfølgelig skal der stadig være plads til flirt og forelskelse, og masser af par har netop fundet hinanden på arbejdspladsen. Men der skal ikke være plads til, at nogle føler sig udsatte og dårligt tilpas. Vi skal tage ansvar og arbejde målrettet med et tolerant og givende arbejdsmiljø. Gør vi det, er vi sammen om at gøre hele branchen endnu bedre. God arbejdslyst!

 

Læs mere om