Hjem > Nyheder > De planetære grænser er overskredet. Den maritime industri både kan og skal gøre en forskel
25. april 2024

De planetære grænser er overskredet. Den maritime industri både kan og skal gøre en forskel

Til Danske Maritimes årsmøde er skibsværfter, udstyrsproducenter, skibsdesignere og serviceleverandører samlet. De er en del af løsningen, når det kommer til at sænke skibsfartens klima- og miljøaftryk markant. Og det er nødvendigt. Ved årsmødet er rapporten Earth beyond six of nine planetary boundaries netop blevet gennemgået af medforfatter og seniorforsker ved Globe Instituttet, Københavns Universitet, Jørgen Bendtsen. Dystre resultater, der viser, at seks ud af klodens ni planetære grænser er overskredet.

De ni planetære grænser:

  • Klimaændringer
  • Biosfærens integritet
  • Ændringer af land
  • Ferskvand
  • Biogeokemiske kredsløb
  • Forsuring af havet
  • Aerosoler
  • Ozonhullet
  • Nye stoffer (syntetiske kemikalier og stoffer fx mikroplast)

”Den menneskeskabte påvirkning på klima og biodiversitet har nu et niveau, hvor omkostningerne for de fremtidige konsekvenser bliver for store, og det udtrykkes ved, at de planetære grænser er overskredet. De planetære grænser beskriver, hvordan de væsentligste påvirkninger på miljø og klima er i dag – i forhold til hvor de optimalt skulle være – og de giver også en retning for, hvilke greb der skal til i den grønne omstilling,” siger Jørgen Bendtsen.

Så skibsfarten skal yde sit bidrag, og ingen i den maritime industri kan være i tvivl om, hvor vigtig en rolle virksomhederne spiller. Både nye og allerede kendte teknologier er central for at få mindsket den globale skibsfarts udledninger og nå målsætningerne om en klimaneutral skibsfart i 2050.

Rapporten viser, at Jorden i dag er i en kritisk tilstand. Det faktum, at seks af de ni planetære grænser er overskredet er et klart faresignal, der bør tages alvorligt. Således er det ikke tilstrækkeligt at kontrollere og minimere de menneskeskabte påvirkninger. Bevarelsen af en funktionel biosfære er ligeledes kritisk for opretholdelsen af en stabil planet.

Jørgen Bendtsen forklarer videre, at havet spiller en stor rolle for klimaet på Jorden, hvor overvågning af marine miljøer er afgørende for at følge klodens opvarmning:

”Havet optager cirka en fjerdedel af al den CO2, der bliver udledt, og er dermed med til at mindske opvarmningen. Der forskes i at øge dette CO2-optag i havet, og det kan blive en del af fremtidens løsninger på den globale opvarmning,” siger Jørgen Bendtsen.

Netop at se udfordringerne i den meget store sammenhæng, betragter Jenny Braat, adm. direktør i Danske Maritime, som centralt. Danske løsninger er i forvejen meget efterspurgte, men tempoet i den grønne omstilling kan med fordel komme højere op – blandt andet med endnu mere ambitiøs regulering:

”På den ene side, så giver rapporten stof til eftertanke med sit meget bekymrende budskab. På den anden side så efterlades man som tilhører også med en klar erkendelse af, hvor vigtigt arbejdet i den maritime industri er. Øget bæredygtighed er et must, og jo mere ansvar vi fra dansk side formår at tage, jo bedre. Den maritime industri arbejder rigtig hårdt på at udvikle teknologier og løsninger, der i sidste ende kan hjælpe verden, og vi bakker 100 % op om de ambitiøse målsætninger, som vores medlemsvirksomheder kommer til at levere et afgørende vigtigt bidrag til,” siger Jenny Braat.

Du kan læse hele publikationen Earth beyond six of nine planetary boundaries her.

Download Jørgen Bendtsens PowerPoint “Planetære grænser og havets rolle for det globale klima”.

Læs mere om