Alle er enige om én ting: Danmark har brug for et stærkere elnet.

Når virksomheder, kommuner og kritisk infrastruktur står i kø for at blive tilsluttet, er det nødvendigt at prioritere. Derfor er det også positivt, at et bredt flertal i Folketinget nu vil skabe klare kriterier for, hvem der skal først i køen.

Men netop fordi prioriteringen bliver så afgørende, er der et spørgsmål, der kalder på et klart svar: Hvor passer havnene og vores maritime infrastruktur – understøttet af maritime virksomheder i hele Danmark – ind? Det spørgsmål er bemærkelsesværdigt fraværende i den politiske debat.

De afgørende maritime knudepunkter

Danmark er en søfartsnation. Mere end 80 procent af vores varehandel med udlandet transporteres ad søvejen. Havnene og vores maritime infrastruktur er langt mere end kajanlæg og containerterminaler. De er samfundskritisk infrastruktur og omdrejningspunkt for en maritim industri, hvis virksomheder udvikler teknologi, producerer udstyr, bygger skibe og skaber arbejdspladser i hele Danmark – fra Nordjylland til Sydfyn, fra hovedstadsområdet til Bornholm.

Det er gennem havnene, at varer, råstoffer og energi kommer ind og ud af landet. Det er herfra mange danske virksomheder eksporterer til resten af verden, og her vores forsyningskæder begynder. Men værdikæden stopper ikke ved kajkanten. Rundt om i landet udvikler og producerer maritime virksomheder alt fra skibe og fremdriftssystemer til grønne energiløsninger, software, elektronik og avanceret maritim teknologi.

Samtidig er havnene og vores maritime infrastruktur afgørende for Forsvarets og NATO’s militære mobilitet, for det civile beredskab og for Danmarks samlede modstandsdygtighed i en tid, hvor sikkerhedspolitikken igen fylder mere end noget andet.

Havnene er også ved at blive centrale energiknudepunkter. De skal håndtere elektrificeringen af skibsfarten, servicere havvindmølleparker og den voksende offshore-energiinfrastruktur, understøtte Power-to-X og CO₂-fangst samt sikre, at den grønne energi kan flyde effektivt mellem hav og land. Kort sagt: Havnene er en forudsætning for både den grønne omstilling og den grønne energiproduktion. Alt dette kræver adgang til strøm.

Højt tempo i maritim elektrificering

Den maritime sektor er allerede godt i gang med elektrificeringen. Store færger sejler på strøm. Havnenes egne maskiner bliver elektriske. Stadigt flere skibe skal kunne kobles til landstrøm, når de ligger ved kaj. Det reducerer CO₂-udledningen, forbedrer luftkvaliteten og mindsker støjen i havnebyerne.

Det er ikke blot et politisk ønske. Det er en juridisk forpligtelse. Danmark har gennem EU’s AFIR-forordning forpligtet sig til at etablere landstrømsanlæg i de store TEN-T-havne fra 2030, når betingelserne er opfyldt. Men man kan ikke lovgive om landstrøm uden også at sikre strøm til landstrøm.

Hvis havnene og den maritime værdikæde ikke får den nødvendige netkapacitet, rammer det ikke kun aktiviteterne på kajen. Det får konsekvenser for den maritime industri og dens mange virksomheder i hele Danmark. Vi risikerer at bremse elektrificeringen af skibsfarten, forsinke udbygningen af offshore-energiinfrastrukturen, svække Danmarks konkurrenceevne og gøre det vanskeligere at leve op til både vores klimamål og vores europæiske forpligtelser.

Et spørgsmål om samfundskritisk prioritering

Paradokset er, at den maritime elektrificering langt fra er den største belastning af elsystemet. Til gengæld er gevinsterne store. Hver investering i landstrøm, elektrificering af havnedrift og grøn maritim infrastruktur bidrager både til klimaet, renere luft, et stærkere erhvervsliv og et mere robust Danmark.

Derfor bør elektrificering af skibsfarten, etablering af landstrøm og udviklingen af havnene og vores maritime infrastruktur udtrykkeligt fremgå blandt de projekter, der prioriteres, når den begrænsede netkapacitet skal fordeles.

Havnene kan ovenikøbet blive en del af løsningen. Mange erhvervshavne råder over store tagflader og arealer, hvor der kan etableres solceller kombineret med batterier og intelligente energisystemer. Dermed kan de både producere grøn strøm, aflaste elnettet og bidrage til et mere fleksibelt energisystem. Det kræver blot, at lovgivningen giver mulighed for det.

Den kommende prioritering af elnettet bliver et valg om, hvilke investeringer Danmark ønsker at fremme. Hvis vi mener alvorligt, at forsyningssikkerhed, beredskab, forsvar og den grønne omstilling er samfundskritiske prioriteter, bør strømmen også prioriteres til havnene og vores maritime infrastruktur.

Den maritime sektor er strategisk vigtig for Danmark – som eksporterhverv, som motor for den grønne omstilling og som forudsætning for forsyningssikkerhed, forsvar og national modstandsdygtighed. Den bør derfor prioriteres i forhold til adgang til strøm. For den grønne omstilling – og Danmarks sikkerhed – stopper ikke ved kajkanten.