Nyt MoU skal styrke mulighederne for danske maritime virksomheder på det amerikanske marked
USA vil genopbygge sin maritime industri. Det kan skabe nye muligheder for danske maritime virksomheder, der leverer teknologi, udstyr, serviceydelser og specialiseret viden til den internationale skibsbygningsindustri.
Derfor er det positivt, at Danmark og USA har indgået en aftale om et styrket maritimt samarbejde. Forståelsespapiret etablerer tre spor for samarbejdet, som omfatter uddannelse og træning, maritimt udstyr, teknologi og serviceydelser samt forsvarsindustrielle løsninger og teknologi, der kan anvendes til både civile og militære formål.
Samarbejdet skal blandt andet understøtte udbygningen og moderniseringen af den amerikanske kapacitet inden for skibsbygning, reparation og ombygning. Det kan skabe muligheder for danske virksomheder med kompetencer inden for blandt andet skibsdesign, fremdriftsteknologi, energieffektivitet, maritimt udstyr og specialiserede serviceydelser.
“Vi ser meget positivt på aftalen, som kan åbne nye muligheder for danske maritime virksomheder. Danmark har stærke maritime kompetencer, og danske virksomheder leverer nogle af verdens førende maritime teknologier og løsninger. Samarbejdsaftalen kan være med til at styrke adgangen til det amerikanske marked og bringe danske kompetencer i spil, når USA investerer i at genopbygge sin maritime kapacitet,” siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen glæder sig også over de muligheder, der potentielt åbner sig for den danske maritime industri:
“Danmark er en vigtig søfartsnation i verden og har en række styrkepositioner på det blå område. Derfor er det helt naturligt, at vi i dag underskriver en aftale med USA, som baner vej for, at danske kompetencer, løsninger og teknologier kommer ind i hjertet af USA’s maritime satsning. Aftalen åbner store muligheder for danske virksomheder og kan skabe nye arbejdspladser på begge sider af Atlanten,” siger Lars Løkke Rasmussen.
Forståelsespapiret skaber en politisk ramme for samarbejdet, mens konkrete kontrakter skal indgås mellem virksomheder og institutioner på kommercielle vilkår. De tre spor skal nu konkretiseres i særskilte planer, som skal udarbejdes i dialog med blandt andre myndigheder, uddannelsesinstitutioner og maritime virksomheder.
Danske Maritime ser frem til at bidrage til det videre arbejde, så de gode hensigter kan omsættes til konkrete samarbejder og give danske maritime virksomheder bedre muligheder for at bringe deres teknologi, løsninger og kompetencer i spil på det amerikanske marked.
Læs MoU her.
