Indlægget er bragt i Børsen d. 01. november 2026.

Af Jenny Braat, adm. direktør i Danske Maritime

I Danmark taler vi i disse år meget om forsvar, sikkerhed og robusthed. Alligevel mangler der en vigtig diskussion om, hvordan vi styrker den maritime industrielle kapacitet, som er en forudsætning for både sikkerhed, forsyningssikkerhed og økonomisk styrke. Når vi diskuterer maritime kapaciteter, bliver de ofte behandlet som enkeltstående anskaffelser frem for som en del af en samlet national og europæisk strategi.

Det er bemærkelsesværdigt i et land som Danmark. Vi er blandt verdens førende søfartsnationer, og vores velstand og sikkerhed er tæt knyttet til havet. Vi lever af havet, handler over havet og er afhængige af havet, men vi taler stadig for lidt om den industri, der skal udvikle, producere og vedligeholde de maritime løsninger, som Danmark og Europa får brug for.

Europa er dog begyndt at forholde sig mere direkte til problemet. Rapporten The EU: From Maritime Actor to Sea Power konstaterede i 2023, at Europa ganske vist er en stor maritim aktør, men ikke en egentlig sømagt. Europas velstand, energiforsyning, handel og sikkerhed er tæt forbundet med havet, samtidig med at de maritime kapaciteter og den strategiske tænkning ikke er fulgt med udviklingen. I EU’s konklusioner om en industriel maritim strategi bliver den maritime industri desuden beskrevet som afgørende for Europas strategiske autonomi, teknologiske lederskab, økonomiske sikkerhed, forsvarsevne og modstandsdygtighed.

Hvis denne analyse skal have reel betydning, må den påvirke de politiske beslutninger og de kommende maritime investeringer. Maritim sikkerhed kræver virksomheder, der kan udvikle og levere de nødvendige løsninger, ligesom beskyttelsen af undersøiske kabler, kritisk energiinfrastruktur og europæiske farvande kræver fartøjer og teknologi. Bag disse kapaciteter står mennesker med specialiserede kompetencer, og de kompetencer kan kun opretholdes, hvis der også findes stærke industrielle miljøer.

Derfor bør Danmark have en klar ambition om at styrke sin maritime industrielle kapacitet i de kommende år. Det handler ikke alene om værfter, men om den samlede maritime industri og om de kompetencer, der er nødvendige for at designe, udvikle, bygge, vedligeholde og opgradere maritime kapaciteter.

Samtidig bør vi se kritisk på en tilgang, hvor offentlige maritime investeringer primært vurderes ud fra anskaffelsesprisen her og nu. Hvis Europas udfordring er manglende maritim industriel kapacitet, bør kommende investeringer også vurderes ud fra, hvordan de bidrager til arbejdspladser, kompetencer og produktionskapacitet i Danmark og Europa. Når opgaverne placeres andre steder i verden, kan det løse et konkret og kortsigtet behov, men det opbygger ikke den europæiske kapacitet, som EU efterspørger. Risikoen er i stedet, at afhængigheden bliver større.

Det betyder ikke, at Danmark skal kunne alt selv, eller at alle opgaver nødvendigvis skal løses her. Det afgørende er, at offentlige investeringer ikke kun bliver betragtet som indkøb af en konkret kapacitet, men også som en mulighed for at styrke de industrielle miljøer, som Danmark og Europa får brug for. Her bør betydningen for forsyningssikkerhed, industriel robusthed og europæisk handlefrihed indgå langt tydeligere i beslutningerne.

En mere sammenhængende indsats kræver, at staten og industrien arbejder tættere sammen om den fælles opgave. Derfor bør Danmark etablere et maritimt kapacitetsråd på højeste niveau med et klart mandat til at styrke dansk og europæisk maritim kapacitet. Strategier kan sætte en retning, men opbygningen af kapacitet kræver konkrete beslutninger om investeringer, teknologi og kompetencer.

Det kan ligne erhvervspolitik, men spørgsmålet rækker langt ind i sikkerhedspolitikken. Europas udfordring er ikke kun at anskaffe flere skibe, men at sikre kapaciteten til at udvikle, producere, vedligeholde og videreudvikle de maritime løsninger, som vores sikkerhed afhænger af. Derfor bør regeringen samle staten og industrien i et maritimt kapacitetsråd og sikre, at kommende maritime investeringer også vurderes på deres bidrag til dansk og europæisk produktionskapacitet, kompetencer og forsyningssikkerhed. EU har sat retningen. Nu er det op til Danmark at omsætte den til konkrete beslutninger.