Hjem > Nyheder > Aftale om gradvis genåbning af rejseaktiviteter
14. april 2021

Aftale om gradvis genåbning af rejseaktiviteter

folketingssalen

Regeringen blev sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance den 13. april 2021 enige om en gradvis genåbning for rejser ind og ud af Danmark. Regeringen og aftalepartierne understreger, at der tages højde for smitteudviklingen og regionale forhold, så den gradvise genåbning bliver sundhedsmæssig forsvarlig.

Aftalen indebærer, at rejsevejledningerne bliver opdateret ugentligt på baggrund af smittesituationen i de enkelte lande og regioner. Det betyder, at hele verden fra den 21. april ikke længere vil være farvet rød, men bliver opdelt i gule, orange og røde lande og regioner. Der indføres samtidig mere lempelige regler for erhvervsrejsende og personer der ejer ødegård i Norden, ligesom listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse udvides.

Selvom maritim arbejdskraft med isolationslovens indførelse i februar i år fik lovfæstet lempeligere vilkår for ind- og udrejse af Danmark, herunder bl.a. i form af fritagelse for karantæne for maritime medarbejdere fast bosiddende i Danmark, sender aftalen et vigtigt signal om bedre rejsemuligheder til og fra landet. Og aftalen sender desuden et vigtigt signal om, at Danmark ikke længere bør opfattes som et land med høj smitterisiko.

Det er fortsat sundhedsmyndighedernes vurdering, at nye virusvarianter, som importeres via indrejse fra udlandet, udgør en risiko for kontrollen med epidemien i Danmark. Det er på denne baggrund, partierne er blevet enige om en fasetilgang for en gradvis genåbning af rejseaktiviteter, der tager højde for, at flere og flere danskere løbende bliver vaccineret.

Der kan læses mere om aftalen i selve aftaleteksten, herunder om de fire faser for genåbning af rejseaktiviteter.

Læs aftaleteksten her.

Læs mere om