Bawat indtager det amerikanske marked
US Coast Guard har givet grønt lys til, at Bawats ballastvandbehandlingssystemer fremover kan sælges på det amerikanske marked.
Alle producenter af ballastvandbehandlingssystemer skal typegodkendes, bl.a. som led i at modvirke spredningen af vandlevende invasive arter rundt om i verdenshavene.
Systemet er det eneste behandlingssystem, der benytter varmepasteurisering til at dræbe potentielt farlige vandlevende organismer i ballastvand, fremfor filtre, ultraviolette lys, elektrolysesystemer eller aktive kemikalier.
- Vi er meget glade for nu at have fået typegodkendelsen af den amerikanske kystvagt, der har en af de allermest krævende godkendelsesprocesser. Dette er endnu et bevis på effekten af Bawats unikke system med brug af spildvarme, siger Marcus Hummer, administrerende direktør i Bawat.
Systemet blev sidste år godkendt af IMO ud fra de senest opdaterede standarder, og Bawat ser nu frem til at kunne eksportere til såvel det amerikanske som andre nye markeder.
- De fleste redere søger omkostningseffektive systemer med både IMO-typegodkendelse og den strengere amerikanske kystvagt-typegodkendelse. Det giver sikkerhed for, at teknologien fungerer, og at deres skibe overholder såvel internationale som lokale regler, siger Marcus Hummer.
Udviklingen af systemet er sket med støtte fra EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020. Læs mere om systemet her: https://www.bawat.com/
