Hjem > Nyheder > Cecilie Lykkegaard udnævnt til vicedirektør hos Danske Maritime
4. november 2020

Cecilie Lykkegaard udnævnt til vicedirektør hos Danske Maritime

Efter samlet set fjorten år i Danske Maritime med mange forskellige arbejdsopgaver er Cecilie Lykkegaard netop blevet udnævnt til Foreningens nye vicedirektør. Med udnævnelsen markeres Cecilies faktiske funktion nu også i hendes titel.

Ambitionen er blandt andet at bidrage til det helt centrale arbejde med at få Danske Maritimes medlemmer bedst muligt igennem coronakrisen, siger Cecilie Lykkegaard:

“Jeg har i mange år brændt for det maritime og opgaven med at skabe gode rammevilkår og muligheder for industrien, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for den tillid, som Foreningen viser mig. Det er en krævende tid, vi befinder os i, hvor vi kan mærke, at medlemsvirksomhederne har ekstra brug for os, og hvor vi har en meget vigtig opgave med at få dem bedst muligt gennem krisen – ikke mindst gennem vores politiske arbejde”.

Cecilie Lykkegaard er 42 år og uddannet Cand.Com. i Kommunikation og Virksomhedsstudier. Undervejs i karrieren var Cecilie Lykkegaard væk fra branchen i nogle år, men valgte at sige ja tak til et tilbud om at komme tilbage til Danske Maritime.

“Det var både spændende og givtigt at være nogle år i en anden branche. Det har helt klart givet mig en ballast, jeg ikke ville være foruden. Men det var også dejligt at vende tilbage til den maritime branche, hvor der altid er gang i en masse nye ting, både hos vores helt små iværksættermedlemmer og videre op til de meget store globale virksomheder. Netop nu er alle i samme gyngende båd for at kunne stå distancen på verdensmarkedet, blandt andet ved at gribe mulighederne og være i front på den grønne dagsorden. Så der er meget på bordet, som jeg glæder mig til at arbejde videre med”, siger Cecilie Lykkegaard.

Danske Maritimes administrerende direktør Jenny Braat glæder sig til det videre samarbejde:

“Cecilie er en nøglefigur i vores organisation og vellidt både blandt kollegaer og ude hos vores medlemsvirksomheder. Vi har haft et godt og givende samarbejde i en lang årrække allerede, så jeg ved, hvad vi får, og det er meget værdsat”, siger Jenny Braat.

Læs mere om