Del:

COACH Solutions træder ind i ShippingLab med projekt om automatiseret ruteoptimering

 

Det nye projekt skal styrke de digitale muligheder for at udstikke den mest brændstoføkonomiske sejlrute. Samtidig vil den nye måde at behandle data gøre arbejdet ombord på skibet nemmere og kunne øge indtjeningen, når der sejles mere energieffektivt.

Bag projektet står ShippingLabs nye partner, vessel performance-virksomheden COACH Solutions, som i samspil med FORCE Technology, Optimum Voyage, Weilbach og GateHouse vil udvikle en metode til at overføre navigationsmæssige begrænsninger fra digitale søkort til systemer, der kan optimere ruten. Projektet er støttet af Den Danske Maritime Fond, og når metoden er færdigudviklet, vil den blive gjort tilgængelig for danske virksomheder og rederier.

Samtidig vil COACH Solutions tilpasse deres egenudviklede ruteplanlægningsværktøj, COACH Weather Routing, så det kommer til at kunne operere med et minimum af datatransmission mellem land og sø. Dette vil medføre, at besætningen selv vil kunne foretage den endelige optimering af ruten og kombinere denne med de seneste vejrmeldinger.

Anders Bruun, CEO hos COACH Solutions fortæller:

  • Vi har i dag over 900 skibe, der anvender vores service, og vi arbejder konstant på at fjerne så meget manuelt arbejde som muligt for vores partnere, så de bliver så konkurrencedygtige som muligt. Vi observerer både i det danske og det udenlandske marked en stigende efterspørgsel på en samlet løsning for både performance og planlægning og optimering af ruten. Med denne tilføjelse kan vi simplificere arbejdsgangen på både skibene og i land, og når projektet forhåbentlig bliver en succes, vil det styrke kundernes konkurrenceevne, siger Anders Bruun.

Bedre data – bedre omsætning

Skibet og operatøren vil få adgang til oplysninger på den samme portal, så misforståelser undgås undervejs i planlægningen. Dette skal gøres ved at læse separations-zoner, vanddybder og andre hindringer for navigationen ud af elektroniske søkort i vektorformat (S-57) og dernæst skrive en algoritme, der kan beregne en rute gennem disse forhindringer.

Samtidig skal ruterne kunne overføres til ECDIS’en direkte via en fil i stedet for manuel indtastning. Dette vil gøre ruterne mere anvendelige ombord på skibene, spare tid og øge kaptajnernes tillid til de foreslåede ruter.

Med projektet bringes land og skib således endnu tættere sammen, så beslutninger træffes på et datadrevet grundlag, når den mest brændstoføkonomiske rute skal findes og følges.

I et marked drevet af små marginer kan en stor del af indtjening findes ved hjælp af automatiserede, digitaliserede og forenklede arbejdsgange, så effektiviteten øges. Denne løsning vil gøre processen for planlægningen af den mest optimale rute endnu mere effektiv og dermed både forenkle skibets dagligdag samt øge indtjeningen for skibet.

ShippingLab-samarbejdet væsentligt for COACH Solutions

I øjeblikket er der godt 30 partnere i ShippingLab, som arbejder sammen i projekter på kryds og tværs. Dette er medvirkende til at øge udviklingshastigheden og idéudviklingen blandt partnerne. For COACH Solutions var muligheden for netværk og samarbejde væsentlig, fortæller Anders Bruun:

  • ShippingLab giver os en fantastisk adgang til et stort netværk af dygtige og engagerede folk i den danske maritime branche. Gennem ShippingLab får vi mulighed for at samarbejde med virksomheder, som ellers ville blive set som konkurrenter, og i fællesskab udvikle nye innovative løsninger, som kommer os alle til gavn, siger Anders Bruun.

Kjeld Dittmann, som er formand for ShippingLab, glæder sig både over at kunne byde velkommen til et nyt medlem, men også over det stadigt større fælles fodslag i den maritime branche:

  • Vi er meget glade for dette projekt. Både fordi projektet vil medvirke til at støtte danske leverandører og rederiers konkurrenceevne, men også fordi projektet viser, at der er plads til, at konkurrerende virksomheder på ShippingLab-platformen. Netop det er væsentligt for at kunne støtte og udbygge Danmarks førerposition, siger Kjeld Dittmann.

Fakta om ShippingLab

  • ShippingLab skal være katalysator for fortsat arbejde med maritim forskning, udvikling og innovation.
  • ShippingLab er inddelt i tre fokusområder:
    • Digital Ship Operations
    • Autonomy
    • Decarbonization
  • ShippingLab støttes af Innovationsfonden, Den Danske Maritime Fond, Orient’s Fond og Lauritzen Fonden. Dertil kommer egenfinansiering fra projektets partnere. Det samlede budget er 87 mio. kr.