Hjem > Nyheder > Coronapas endelig på vej
3. februar 2021

Coronapas endelig på vej

Regeringen vil lancere et coronapas, som kan anvendes til at dokumentere vaccination mod COVID-19 i forbindelse med rejser, herunder ikke mindst erhvervsrejser. Hensigten er, at coronapasset skal bidrage til genåbningen af Danmark og gøre det lettere for erhvervsrejsende at komme rundt i verden.

Coronapasset vil blive lanceret på Sundhed.dk ultimo februar og vil svare til det COVID-19 test-pas, der blev indført sidste år som dokumentation for negativ test. Samtidig sætter regeringen gang i udviklingen af et digitalt coronapas, som hurtigt og nemt skal kunne udrulles, når det sundhedsfagligt er muligt. Det forventes, at det digitale coronapas, som forventeligt vil kunne medbringes på mobilen, vil være færdigudviklet og funktionelt i løbet af tre til fire måneder.

Coronapasset er først og fremmest møntet på at kunne bruges i forbindelse med rejser, og det er tanken, at coronapasset skal indeholde oplysninger om, hvorvidt man er vaccineret mod coronavirus, mens andre oplysninger, som eksempelvis at man er testet positiv for antistoffer, kan komme til senere.

En god nyhed for den maritime industri, fastslår Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime:
“Det er helt afgørende for virksomhederne i den danske maritime industri, at de kan sende medarbejdere rundt i verden så smidigt som muligt, og derfor har vi længe arbejdet hårdt på at få et coronapas. Det er dog vigtigt at sikre, at det danske coronapas anerkendes internationalt – altså ikke alene i EU, men også i resten af verden, herunder ikke mindst de store skibsbygningsmarkeder i Asien. Så det er en utrolig god nyhed, men vi vil fortsat være i dialog med Folketinget om passets udformning og anvendelighed”, siger Jenny Braat.

Danske Maritime finder det desuden fortsat vigtigt, at de erhvervsrejsende får høj prioritet i forhold til vacciner. Jo hurtigere eksportvirksomhedernes kan sende deres medarbejdere problemfrit rundt i verden, jo hurtigere forbedres også virksomhedernes muligheder for at komme ordentligt i gang igen efter krisen – til gavn for hele det danske samfund.

Løsningen udvikles i et partnerskab med Dansk Industri, Dansk Erhverv og kulturlivet for at sikre, at det rammer den konkrete efterspørgsel.

Læs mere om