Hjem > Nyheder > Danske særkrav om karantæne eller selvisolation ved indrejse kan få store negative konsekvenser for den maritime industri
25. januar 2021

Danske særkrav om karantæne eller selvisolation ved indrejse kan få store negative konsekvenser for den maritime industri

Regeringen lægger op til at ville indføre et generelt krav om karantæne/selvisolation på op til 10 dage for alle ved indrejse til Danmark – herunder erhvervsrejsende. Dette vækker stor bekymring i den maritime industri, hvor virksomhederne hele vejen igennem corona-pandemien gjort deres yderste for at undgå smitte og bakker op om de generelle forsigtighedsprincipper. Men at gennemføre danske særkrav, som også rammer erhvervsrejsende, vil være en unødig stor belastning af virksomhederne, hvis konkurrenceevne i forvejen er stærkt svækket som følge af krisen.

Den maritime industri henter som eksporterhverv en stor del af virksomhedernes omsætning ved at sende medarbejdere rundt i verden for at foretage teknisk komplicerede opgaver eller for at yde rådgivning i forbindelse med skibsbygningsprojekter. Andre virksomheder inden for industrien er afhængige af at kunne gøre brug af udenlandske specialister og vandrende arbejdskraft i Danmark.

Derfor vil nye danske og strengere karantænekrav give både betydelige meromkostninger samt tab af omsætning og dermed arbejdspladser. Karantænekravet vil reelt betyde, at virksomhederne må opgive at sende medarbejdere afsted for at løse opgaver i udlandet, og at de virksomheder herhjemme, der har stærkt behov for udenlandsk arbejdskraft, vil skulle sætte aktiviteter i bero eller afvise at løse nye opgaver.

Derfor opfordrer Danske Maritime Folketinget til at skelne mellem private og erhvervsmæssige rejser. Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime, siger:

“Der er brug for meget stor omtanke ved forhandlingsbordet, og vi vil gerne appellere til, at Folketinget ikke forværrer forholdene for vores erhvervsliv. Virksomhederne i den maritime industri kæmper i forvejen for at overleve krisen på et stærkt konkurrencepræget marked, og vi ved, at kunderne søger udenom Danmark og danske virksomheder, hvis der bliver spændt ben for muligheden for at yde rådgivning og service til tiden. Dette vil få store negative konsekvenser, som vi gerne vil advare om. Vores medlemsvirksomheder kan simpelthen ikke tåle flere byrder, hvis de skal have en chance for at komme ud på den anden side af krisen, så selv om vi bakker op om at minimere smitten, må vi på det kraftigste advare mod dette specifikke tiltag”, siger Jenny Braat.

Yderligere kommentarer: Jenny Braat, jnb@danskemaritime.dk; tlf. 24 82 26 65

Læs mere om