Hjem > Nyheder > Delforlig på forsvarsområdet rummer stor nyhed: Der er enighed om en langsigtet flådeplan
1. maj 2024

Delforlig på forsvarsområdet rummer stor nyhed: Der er enighed om en langsigtet flådeplan

Danske Maritime har læst det netop indgåede delforlig på forsvarsområdet med stor interesse. For aftaleparterne har besluttet at udarbejde en langsigtet flådeplan, baseret på anbefalinger fra det maritime partnerskab. Denne plan, der skal forelægges forligspartierne til drøftelse senest i efteråret 2024, vil fokusere på erstatning af Thetis-klassen, patruljeskibe mv.

“Vi byder denne beslutning varmt velkommen,” siger adm. direktør for Danske Maritime, Jenny N. Braat. “En langsigtet skibsbygningsplan er essentiel, både for Forsvaret og for den danske maritime forsvarsindustri. Det understøtter industriens mulighed for at foretage de nødvendige investeringer med sikkerhed for fremtiden, og dette er noget, som Danske Maritime har kæmpet for i lang tid.”

Mange af Søværnets skibe nærmer sig en alder, hvor en løbende udskiftning af flåden bliver nødvendig. En langsigtet flådeplan er afgørende for at igangsætte bygning af nye flådeskibe i Danmark. Dette vil ikke kun sikre nye og moderne skibe for Søværnet, som vil blive bygget i Danmark, men også muliggøre en velovervejet integration af innovative teknologier i Søværnets skibe, bl.a. når det kommer til modulære systemer og grønne innovative løsninger.

Den danske maritime industri ser frem til at samarbejde tæt med Forsvaret og universiteterne om at sikre, at Danmark får en verdensførende flåde. Vi ønsker at skabe en flåde, der vil blive betragtet som en benchmark inden for innovative designs og teknologier.

Forsvarsaftalen øger den økonomiske ramme i forsvarsforliget med 35,2 mia. kroner i 2024-2028. Dette muliggør bl.a. fremrykning af investeringer i militære kapaciteter, en styrkelse af værnepligten og yderligere HR-initiativer.

Læs mere her.