Virksomheder eksisterer i dag i en yderst reguleret virkelighed med diverse rapporteringsforpligtelser, og netop nu står de europæiske virksomheder over for en ny væg af lovgivning – ikke mindst fra EU – hvor det primære mål er grøn omstilling. Men spørgsmålet er: hvornår flyder det bureaukratiske bæger over? 

At der globalt er behov for en gennemgribende grøn omstilling, er der ingen tvivl om, og de politiske målsætninger er vigtige. Nyhedsdækningen illustrerer konsekvenserne ved et massivt forbrug af naturlige ressourcer i en virkelighed uden det nødvendige set-up for at håndtere det. Men det er hverken let eller optimalt at etablere dette på bagkant. Det er dog denne øvelse, vi står midt i, og som kræver flere og flere ressourcer blandt virksomhederne.  

Den svære vej fra teori til praksis 

Globalt forsøger topledere sig således med forskellige aftaler om reduktion af udledning, men vi skal ikke langt tilbage i historien for at konstatere, at man med en vis lethed kan komme ud af sådanne aftaler, og at konsekvenserne ved ikke at leve op til dem er overskuelige.  

Hvorfor ender vi der? Det gør vi blandt andet, fordi der kan være et gab imellem de teoretiske, beregnede følger af politiske beslutninger og så den virkelighed, som virksomhederne befinder sig i. Gode klima- og miljøintentioner i det private erhvervsliv vil altid gå hånd i hånd med hensynet til en sund økonomi i virksomheden, og man kan heller ikke bruge de samme penge to gange. For eksempel kan CO2-afgifter trække penge ud af virksomheder, som de hellere ville have brugt på grøn omstilling, og hvor der ikke er råd til begge dele.  

Disse dilemmaer drøftes i mange fora med mange argumenter for og imod. Men det centrale er at anerkende, at næsten ethvert tiltag koster tid, kræfter og penge for virksomhederne. Det gælder i høj grad også for ressourcerne til lag-på-lag bureaukrati.  

Dokumentationskrav bliver stadigt mere ressourcekrævende  

I EU arbejder man ambitiøst med en række tiltag, som skal gøre det målbart, om virksomhederne lever op til klima- og miljøkravene. Derfor stiger dokumentationskravene både i Danmark og EU, og allerede i dag gør virksomhederne en stor indsats for at afrapportere og dokumentere diverse ting.  

Men det vi ser for nuværende, er kun de første skridt på vejen. I de kommende år kommer der en række nye regler at leve op til, som ligeledes skal dokumenteres. Blandt andet: 

• Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) om virksomhedens arbejdet med bæredygtighed, miljøforhold og sociale forhold. Kravene har medført lovændring ift.  årsrapporter, hvor de berørte virksomheder nu skal rapportere på udviklingen i arbejdet med både miljø-, sociale- og ledelsesmæssige forhold.  
• Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD) vedrørende bæredygtighed. Direktivet er målrettet store virksomheder, som skal udføre due diligence på både sig selv, datterselskaber og værdikæder, hvor sidstnævnte er defineret som direkte og indirekte etablerede forretningsforbindelser. Dette afstedkommer, at også små og mellemstore virksomheder vil være nødt til at sikre, at deres samarbejdspartnere kan møde kravene i direktivet.   

• Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR) med skærpede krav til energi- og miljømæssig bæredygtighed for produkter, der bringes på markedet i EU. 

Mængden af dokumentations- og rapporteringsforpligtelser rammer ikke kun store og børsnoterede virksomheder, men også leverandører og kunder, og det medfører over en bred kam øgede krav til virksomhedernes administrative enheder.  

Hos MAN Energy Solutions, der har ca. 2000 ansatte i Danmark, bruger man allerede i dag knap to fuldtidsstillinger til denne type opgaver, og det forventer man ikke vil blive mindre. Derudover er alle controllere i virksomheden på vej igennem en kursusrække, hvor de skal oplæres i en ny slags måltal; hvordan arbejder man fx med klima og udledning på en målbar måde, så man kan sammenligne og se udviklingen hen over årene? Til det formål hyrer man specialister, så det koster både tid og penge for virksomheden.  

Netop en virksomheds klimaaftryk kan man nu få hjælp til at beregne med det såkaldte klimakompas, som er udviklet i regi af Erhvervsstyrelsen. Klimakompasset forholder sig både til virksomhedens eget CO2-aftryk og det samlede cirkulære aftryk, inkl. hos leverandørerne. Den type tiltag er der behov for flere af, men det ændrer ikke på, at de mange nye tiltag kræver store ressourcer af virksomhederne. Dette er en særlig udfordring hos de små og mellemstore virksomheder, som i dag har et begrænset set-up og for manges vedkommende har svært ved at overskue, hvordan de skal komme i mål med alle de nye rapporteringsforpligtelser.  

Bureaukrati med omtanke 

Så ja tak til grønne ambitioner, men også ja tak til at gøre det nemmere for virksomhederne at navigere i. Med så mange forskellige forpligtelser, er politikere og myndigheder nødt til at have et særligt fokus på virksomheder med begrænsede mængder af administrative ressourcer, og både store og små virksomheder vil have glæde af nogle standarder, som er branchespecifikke, og hvor der fra offentlig side stilles såvel uddannelse som værktøjer til rådighed.  

Dette kan også bidrage til at forankre den grønne dagsordens mange krav bedre i virksomhederne, så det ikke blot er et nødvendigt onde, men faktisk er en brugbar målestok. En stærk bæredygtig profil er også et konkurrenceparameter, så vi skal væk fra den rene papirøvelse, hvor man en gang om året hiver tallene fra sidste år frem og retter dem lidt til – og over til en konstruktiv tilgang til bæredygtighedskrav, hvor man fokuserer på at være en eftertragtet virksomhed for både kvinder og mænd, unge og ældre, hvor man får nedbragt sin udledning og sit aftryk på naturen i det lange perspektiv. Ikke kun fordi EU dikterer det, men fordi en moderne virksomhed i det 21. århundrede har store forpligtelser i forhold til sine nære og fjerne omgivelser. Uanset, hvilken vej man går, så er udfordringen med lovgivningen, at alle er forpligtet til at gøre noget og tage aktivt stilling. 

Et andet aspekt er, at udgifterne til mere papirarbejde kun kan føres ét sted hen, og det er til kunderne. I en branche som den maritime, som agerer på et stærkt konkurrenceudsat globalt marked, så kræver sådanne øgede omkostninger et formål man kan se sig selv i – og derudover er ens konkurrencevilkår helt afgørende. Derfor kæmper vi imod overimplementering i Danmark; så vi ikke indfører nye krav ekstra tidligt, omfatter ekstra virksomheder eller skærper kravene yderligere. For jo, det er virkelig i den gode sags tjeneste med både overblik over klimaaftrykket, ligestilling mellem køn i både ledelsesstillinger og på lønseddel samt ordentlige arbejdsforhold for medarbejderne. Men sker det ikke som minimum i Europa og på relativt samme tid, så vil det skade den danske maritime industris og andre branchers konkurrenceevne. 

Så på spørgsmålet om, hvornår bægeret er flydt over, så er det helt afgørende at lytte til kritikken fra de mange virksomheder, der kæmper med dokumentationskravene.  Viljen er der, og vi er i den maritime industri ekstremt ambitiøse på både klima og bæredygtighed i det hele taget. Men der er brug for at anerkende, at særligt de mindre virksomheder allerede nu er overbelastede af bureaukrati. Derfor en stilfærdig opfordring til, at man politisk i både Danmark og EU samt i embedsværket lader krav følge op ad en hjælpende administrativ hånd. Flere standardformularer, mere rådgivning og i alle henseender en implementering, som ikke drukner virksomhederne i papirarbejde. Så skal vi nok nå i mål – sammen.