Et forbud mod udledning af vand fra scrubbere er misforstået grøn politik
I dag har et bredt udvalg af Folketinget besluttet at forbyde udledning af vand fra både åbne og lukkede scrubbere. Danske Maritime beklager den politiske beslutning. Fremfor at forbyde udledning burde man politisk have sænket grænseværdierne. Et budskab som desværre ikke har vundet genklang på Christiansborg.
Årsagen til Danske Maritimes indsigelser, som både miljøministeren og en række ordførere har modtaget, er de klima- og miljømæssige risici, som et forbud kan afføde. Fravælges rensning af røggasser med scrubber til fordel for lavsvolvholdige brændstoffer, som et rederi kan vælge som alternativ, afstedkommer dette et luftforureningsproblem med andre partikler, og samtidig er scrubbere nødvendige for at kunne indfange CO2 fra skibe. Fra en lukket scrubber er udledningen af vandmængder samtidig 100 gange mindre end ved åbne scrubbere. Vandet renses, før det udledes og ville kunne renses endnu mere. Et forbud bidrager til at spænde ben for en velfungerende miljøvenlig teknologi, som nu måske fravælges.
Grundlæggende bakker Danske Maritime ikke op om lovforslaget, fordi det anfægter en konkret og velfungerende teknologi. Danske Maritimes anbefaling har været, at man fra lovgivers side i stedet for fastlægger endnu lavere grænseværdier, og dernæst lader den maritime branche finde løsningerne til at leve op til disse krav. Det er normalt sådan, nye teknologier ser dagens lys, hvilket også var tilfældet med scrubbere. Danske Maritime finder det kritisabelt at udpege en konkret teknologi som problematisk, når dette grundlæggende handler om, hvilke udledninger vi vil acceptere i Danmark. Branchen kan sagtens leve op til endnu lavere grænseværdier, og den rette teknologi til at løse opgaven er: scrubbere.
Samtidig er der det udviklingsmæssige perspektiv i pludselig at lave et indgreb mod udledninger fra en internationalt godkendt, anerkendt og udbredt teknologi. Danske udstyrsproducenter har foretaget store investeringer i udviklingen af scrubbere, som svar på et politisk ønske om lavere udledninger af svovl – og i øvrigt i samarbejde med de danske miljømyndigheder. Når der efterfølgende sker en politisk u-vending, kan det medføre, at danske miljøteknologiske virksomheder mister lysten til forskning, udvikling og innovation her i landet. Skibsfartens udledninger er internationalt regulerede, hvilket er det optimale, og tiltag bør være teknologineutrale, hvilket desværre ikke er tilfældet her.
Jenny Braat, adm. dir. for Danske Maritime siger:
”Den maritime industri er blandt verdens dygtigste til at udvikle nye, grønne teknologier, hvilket også er tilfældet med scrubbere, som har reduceret livsfarlig luftforurening dramatisk. Vi betragter dagens forbud mod al udledning fra scrubbere som misforstået grøn politik. Man risikerer at flytte forurening fra vand til luft, og man har ikke villet forholde sig til de andre klima- og miljømæssige muligheder og gevinster, som en scrubber giver. Så vi føler, at vi har talt for døve øren, hvilket dels er en skuffelse, og dels kan give bagslag for vores natur og den globale opvarmning,” siger Jenny Braat.
Samtidig er spørgsmålet om håndhævelse helt uafklaret. Da den gennemsejlende, internationale trafik ikke må bremses og kontrolleres, rammer et forbud alene danske rederier samt øvrige, som anløber en dansk havn – under forudsætning af, at der sker en reel kontrol. Hvordan dette skal udmøntes, står dog hen i det uvisse.