Hjem > Nyheder > EU-aftale med nye brændstofkrav til skibsfarten
24. marts 2023

EU-aftale med nye brændstofkrav til skibsfarten

Den såkaldte FuelEU Maritime Regulation Agreement udstikker kursen for den nødvendige udvikling for at nå målet om at dekarbonisere skibsfarten. Efter intense forhandlinger nåede Europa-Parlamentet og EU’s ministerråd torsdag til enighed om en foreløbig aftale, som skal fremme produktionen af grønne brændstoffer, dekarboniseringen af skibsfarten og sikre udviklingen af de nødvendige grønne maritime teknologier.

De nye standarder betyder blandt andet, at der i 2025 skal udledes to procent mindre CO2 fra skibenes udledning – stigende til 80 procent mindre i 2050 – og at der skal benyttes en større andel af bæredygtige brændstoffer.

Danske Maritime og SEA Europe hilser den politiske aftale velkommen. Øgede krav får en positiv betydning for udviklingen og brugen af grønne maritime teknologier, og planen bidrager til muligheden for at planlægge langsigtet og foretage relevante investeringer. En forudsigelighed til gavn for både rederier, den maritime industri og havnene, hvor der også bliver krav om øget brug af landstrøm for store skibe.

Det er dog samtidig vigtigt at understrege betydningen af teknologier til styrkelse af energieffektiviteten i skibsfarten. Der bliver rift om de nye brændstoffer og både på nye og eksisterende skibe er det helt afgørende samtidig at sikre brugen af de mest energieffektive teknologier, til gavn for såvel klimaaftryk som brændstoføkonomi.

Aftalen skal nu endeligt godkendes i både parlamentet og rådet, hvor den indgår i EU’s samlede klimaplan Fit for 55. Videre vil reglerne blive revidere før 2028, blandt andet for at vurdere om også mindre skibe bør omfattes.