Del:

EUC Nord får fem mio. kroner fra A.P. Møller Fonden til maritimt læringsmiljø

A.P. Møller Fonden donerer fem mio. kroner til maritimt projekt
Med en donation på fem mio. kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal er EUC Nord tæt på at være i mål med det økonomiske fundament til et maritimt læringsmiljø i Frederikshavn. Budgetmæssigt skal man hente ca. ti mio. kroner, og med en tidligere donation fra Den Danske Maritime Fond på et væsentligt millionbeløb ser det nu ud til, at man kan realisere de ambitiøse planer om et maritimt læringsmiljø til gavn for de maritime erhvervsuddannelser i hele Danmark.

Uddannelseschef Hans Ulrik Møller, som er tovholder for projektet hos EUC Nord, glæder sig på skolens, branchens og Vendsyssels vegne.

“Med en donation fem mio. kroner fra A.P. Møller Fonden er vi kommet et stort skridt nærmere en realisering af en drøm om et flot og ambitiøst maritimt læringsmiljø i Frederikshavn, hvor elektrikere, skibsmontører, smede og skibsmekanikere kan uddanne sig i et optimalt læringsmiljø – både når det gælder ungdomsuddannelser og efteruddannelser. Det bliver et centrum for maritime uddannelser for hele Danmark – ja, måske endda hele Skandinavien,” siger Hans Ulrik Møller.

EUC Nord har endnu ansøgninger ude hos en række danske fonde, og Hans Ulrik Møller forventer svar inden for en måned. Forventningerne er positive, og når man i mål med økonomien, så er der byggestart inden sommerferien.

“Vi har gjort vores forarbejde grundigt og har oplevet stor opbakning i branchen. Derfor er vi klar med byggeplanerne og de forberedelser, det kræver. Bl.a. har en række maritime virksomheder i Frederikshavn Kommune doneret udstyr til projektet. I det hele taget har den lokale opbakning været fænomenal, og det er også væltet ind med lykønskninger,” siger Hans Ulrik Møller.

Det maritime læringsmiljø består af et tre-etagers skibshus med maskinrum, kontroldæk og en bro med elektronisk udstyr. Tårnet skal placeres i skibsbyggerhallen hos EUC Nord på Hånbækvej i Frederikshavn, og det skal danne rammen for værkstedsundervisning på de maritime uddannelser.