Hjem > Nyheder > IMO’s kommende klimatiltag mangler pondus
26. oktober 2020

IMO’s kommende klimatiltag mangler pondus

Efter 5 dages intense forhandlinger i IMOs arbejdsgruppe ISWG-GHG 7 med over 300 deltagere kan resultatet og de nye klimatiltag bedst betegnes som skuffende og uden den pondus, som blandt andet Danske Maritime havde håbet på.

Forhandlingerne drejede sig om de kortsigtede tiltag for nedbringelse af udledning af drivhusgasser fra skibsfarten. Men der var landene imellem betydelige forskelle i ambitionsniveauet, hvilket i sidste ende mundede ud i en fælles aftale, som langtfra er det store skridt fremad, mange havde håbet på.

Den endelige aftaletekst rummer to aspekter:

Dels et krav om teknisk opgradering af eksisterende skibe til mindst det niveau, som nye skibe har skullet leve op til siden 2013. Dette vil betyde, at de dårligste skibe skal forbedres.

Dels et nyt klassificeringssystem, der placerer skibe i fem grupper ud fra deres effektivitet. Dette system ville dog have været betydeligt bedre, hvis det var ledsaget af et krav eller blot et incitament til at forbedre skibenes faktiske udledning af drivhusgasser. Men det kunne der desværre ikke opnås enighed om.

Ser man nærmere på detaljerne i aftalen, er mulige tekniske løsninger for installation på eksisterende skibe godt nok beskrevet, men de forhandlede reduktionskrav for eksempel RoRo-lastskibe er kun 0 – 5 pct., hvilket absolut ikke er særlig ambitiøst.

Og ift. de mere omfattende krav til skibenes Shipboard Energy Efficiency Management Plan, mangler der altså konkrete krav til både verifikation, håndhævelse, incitamenter for gode energieffektive skibe samt forholdsregler og påbud for de skibe, som ikke har en energieffektiv drift. Dette er et stort problem, da skibene ad frivillighedens vej forventeligt ikke vil blive opgraderet i tilstrækkelig grad, og dermed vil emissionerne forsætter med at stige – trods overordnede ønsker om det modsatte.

Efter forhandlingerne gav adskillige delegationer udtryk for deres skuffelse og udtalte, at forhandlingsresultatet ikke vil gøre den internationale skibsfart i stand til at efterleve den allerede vedtagne IMO-strategi.

Det blev samtidig understreget, at det omgivende samfund nu vil se på skibsfarten og kunne konstatere, at IMO reelt set ikke giver sin egen grønne strategi luft under vingerne, hvilket selvsagt er meget utilfredsstillende.

Kravene er ganske enkelt langt for langt fra det ambitionsniveau, mange lande stilede efter, og det betyder, at mange af de innovative og energieffektive teknologier, som allerede står klar på hylderne, ikke i tilstrækkelig grad vil blive benyttet. I sidste ende til skade for såvel klimaet som jordens befolkning.

Og det skortede ellers ikke på hverken input eller idéer forud for forhandlingerne…
Danske Maritime har deltaget i forarbejdet, har udarbejdet og indsendt forslag sammen med CESA og deltog aktivt i ugens møder og forhandlinger. Det samme har andre gode kræfter gjort, men i sidste ende formåede hverken Danmark eller de andre ambitiøse lande at få hævet barren så højt som ønsket.

“Alt i alt må man sige, at det er et skuffende resultat”, siger Jenny Braat, Danske Maritimes administrerende direktør.
“Det har været tydeligt igennem forhandlingsforløbet, at der er mange modsatrettede interesse i spil, og det betyder desværre, at vi nu når står med en aftale, som ikke kommer til at gøre så stor en forskel for hverken klimaet eller danske arbejdspladser, som vi havde håbet på. Sagt uden omsvøb, så har økonomiske interesser vundet over de grønne målsætninger”.
“Men vi vil naturligvis fortsætte med at påvirke udviklingen, så langt flere danske teknologier til grøn omstilling af den globale skibsfart kan blive bragt i spil fremover. For vi både kan og skal sikre et lavere klimaaftryk fra skibsfarten, og her kan vi fra dansk side gøre en reel forskel. Også selv om det kommer til at tage længere tid, end vi havde håbet på”, siger Jenny Braat.

Læs mere om