Maritim sommerlæsning – Fremtidens dygtige medarbejdere i den maritime industri
Den maritime industri er både spændende, mangfoldig og udfordrende at arbejde i, men den fortælling skal vi have bredt endnu mere ud gennem målrettet information, rekrutteringstiltag, uddannelsesvejledning og karrieresparring. Vi har både brug for, at flere unge får øje på os, for at tiltrække flere erfarne medarbejdere fra andre brancher, og for at vores kompetente seniorer kan blive længere på arbejdsmarkedet i deres eget gear.
Som industri bevæger vi i en stadigt mere højteknologisk og digital retning, så fremtidens dygtige medarbejdere i den maritime industri har vidt forskellige kompetencer. Fra klassiske håndværk til forskere – og alt derimellem. Vi arbejder på tværs af faggrupper, og en karriere kan bevæge sig i mange forskellige retninger, afhængigt af interesse. Måske er det også derfor, at mange vælger at blive hængende i den maritime industri i mange år.
De unge idealister
Men det starter hos de unge – fremtidens nye medarbejdere – og hos Danske Maritime har vi skruet op op op for vores indsats. For eksempel mødte vi sidste år over 1.000 elever fra grundskoler i hele landet, og vi besøger stort set alle typer af uddannelser for at sikre os, at de unge har hørt om os, og at de forstår perspektivet i at søge i vores retning. Mange unge interesserer sig meget for bæredygtighed og drømmer om at gøre en forskel. Derfor skal de vide, at vi netop er en industri, hvor dette er muligt. Her ligger bæredygtighed, verdensmål og ansvarlighed midt på skrivebordet, og den teknologiske udvikling kommer til at sætte afgørende spor. Digitalisering og teknologiudvikling skaber muligheder for nye, interessante karriereveje, som vi sammen med vores medlemmer sætter spot på, så både unge kan se, hvad det rent praktisk vil sige at arbejde inden for de mange forskellige fagligheder i vores industri.
Samtidig skal vi sikre, at tilbuddene i uddannelsesverdenen matcher industriens reelle behov, og derfor dykker vi med jævne mellemrum ned i emnet gennem analyser. Senest har vi fået afdækket vores medlemsvirksomheders behov for arbejdskraft og kompetencer, herunder barrierer i forbindelse med rekruttering, hvilket vi nu arbejder videre med.
Et bedre overblik og kommunikation i øjenhøjde
Hvis du ikke allerede har besøgt vores uddannelsesportal Maritimefuture.dk, så kig gerne forbi. Der får man overblikket over uddannelser og karrieremuligheder i den maritime industri, herunder hvad de forskellige medlemsvirksomheder beskæftiger sig med, og hvilke kompetencer de efterspørger. Vores mål er, at platformen skal bruges aktivt af både skoleelever, lærlinge, studerende, skolelærere, virksomheder og andre samarbejdspartnere. Så jo flere, der kender siden og henviser til den, jo bedre. Der er også masser af cases, hvor unge kan høre andre unge fortælle om deres karrierevalg.
Samtidig ved vi, at de sociale medier spiller en kæmpe rolle for de unge – og i øvrigt også tit for deres forældre, nok særligt mor. Derfor laver vi masser af grafikker, korte historier, videoer og målrettede kampagner. Effekten er målbare. Når vi laver kommunikation i øjenhøjde med de unge, viser de også interesse, og hvis noget virkelig fænger, så deler de også med vennerne. Vi ved godt, at valget af uddannelse afhænger af mange forskellige ting – og mor – men først skridt er, at de har hørt om os, og at de er stødt på noget, som de fandt interessant.
Ja tak til mange flere ingeniører
Sidste forår satte Danske Maritime og MARTEC en fælles underskrift på en landsdækkende praktikpladsgaranti, da den nye og længe ventede skibsingeniøruddannelse i Frederikshavn var en realitet. Uddannelsen er kommet godt fra start, og at det også er lykkedes at få unge kvinder til at interessere sig for den. Det er vi rigtig glade for! Det var en høj prioritet for Danske Maritime og vores medlemmer at få den etableret, og med den nye uddannelse på hylden oplevede MARTEC en stigning i det samlede optag på tværs af uddannelser i 2023.
Samtidig gik den nye Master of Science in Naval Architecture and Offshore Engineering i luften hos DTU, hvilket tilsvarende var et længe ventet ønske. Uddannelsen giver mulighed for yderligere overbygning med en ph.d. Begge uddannelser er et vigtigt bidrag til at sikre de rette kompetencer i fremtiden, og virksomhederne står klar med åbne arme og spændende karrieremuligheder, når de studerende er klar.
Derfor deltager vi også i DSE-messerne i Lyngby og Aalborg, som er tilbagevendende job- og karrieremesser for ingeniørstuderende, der i Lyngby tiltrækker omkring 13.000 besøgende. Behovet for ingeniører er nærmest umætteligt, så de skal vide, hvad de får af muligheder i den maritime industri.
Fælles formidling til en bredere gruppe
Danske Maritime værdsætter meget vores gode samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og er altid klar til at formidle viden, gerne i selskab med vores medlemmer. Vi har fx i samarbejde med Naturvidenskabernes Hus (NVH) udviklet et maritimt undervisningsmateriale målrettet grundskolens ældste klasser, vi er med til DM i Skills, hvor skibmontør er demonstrationsfag, og vi er samarbejdspartner med Engineer The Future, der arbejder på at få flere unge til at vælge STEM-uddannelserne.
Derudover har vi en åbenlys udfordring også at få flere kvinder til at se i vores retning. De udgør faktisk kun omkring 10 pct. af vores arbejdsstyrke, og derfor samarbejder vi også med Boss Ladies, som bl.a. har en række kvindelige ambassadører fra erhvervsfaglige fag, som med udgangspunkt i egne erfaringer motiverer kvinder til at vælge en teknisk karrierevej. På tværs af alle initiativer er vi utroligt glade for det engagement, som vores medlemsvirksomheder har, og som bidrager til at åbne døren til vores spændende og meget forskelligartede industri.
Mangfoldighed handler samtidig også om langt mere end køn. Hvis flere skal kigge i vores retning og få lyst til at vælge en uddannelse, som fører hen til os, så skal det være tydeligt, at alle velkomne – uanset køn, seksualitet, religion, hudfarve, nationalitet og alder. Det handler om at finde den bedst kvalificerede til stillingen, og da vi er en industri, som i forvejen arbejder på tværs af landegrænser og færdes hjemmevant i hele verden, så burde vi kunne tiltrække et bredere felt.
Uddannelse og rekruttering i Europa
Vi er dog ikke ene om at mangle dygtige folk. Tidligere havde mange virksomheder succes med at rekruttere rundt i Europa, men dette er også blevet sværere. Danske Maritime deltager på EU-plan i Social Dialogue Committee, som er et dialogforum på tværs af arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer indenfor den maritime industri. Dette giver værdifuldt indblik i, hvad der sker på EU-plan, og det giver mulighed for at dele erfaringer.
Vi deltager også i det EU-projektet LeaderSHIP – Learning European Alliance for Digital, Environmental and Resilient Shipbuilding – som samler industriledere, repræsentanter for EU og nationale arbejdsmarkedsparter, regionale klynger og uddannelsesudbydere om at øge innovation, konkurrenceevne og modstandskraft i den europæiske skibsbygningssektor og hele den maritime værdikæde. Projektet skal munde ud i tværgående uddannelse, omskoling og videreuddannelse af nuværende og fremtidige arbejdstagere på nøgleområder.
At uddannelse og rekruttering i den kommende år bliver et centralt emne, er der ingen tvivl om. Vi skal bruge flere folk, end der aktuelt er adgang til i Danmark og Europa, så udover alle de gode indsatser, som vi på tværs af industrien er i gang med, så kommer international rekruttering til fortsat at være et vigtigt element i at få alle ledige stillinger besat. Men omvendt er det utrolig positivt, at vores industri er i vækst, og hele grundlæggende så tegner fremtiden lys på sådan en sommerdag.
Nyheden tager afsæt i Danske Maritime årsberetning 2023/24
—-
Faktaboks:
- Den maritime industri er med mere end 36.000 beskæftigede det største delerhverv i Det Blå Danmark.
- Samlet set beskæftiger Det Blå Danmark næsten 98.000 personer, heraf 40,7 pct. erhvervsfaglige.
- For hver beskæftiget skaber Det Blå Danmark dobbelt så meget værditilvækst som gennemsnittet i dansk økonomi.