Hjem > Nyheder > Møde i EU-Kina skibsbygnings­dialogen
5. november 2020

Møde i EU-Kina skibsbygnings­dialogen

Det niende møde i EU-Kina skibsbygningsdialogen blev afholdt virtuelt den 3. november 2020. I mødet deltog repræsentanter fra både de kinesiske myndigheder og Europa-Kommissionen, maritime interesseorganisationer og de maritime industrier, herunder Vice President Brian Østergaard Sørensen fra MAN Energy Solutions. Danske Maritime var repræsenteret ved international chef Klaus Rostell.

På mødet diskuterede deltagerne både markedsforhold, handelspolitiske emner, og ikke mindst hvordan skibsfartens CO2-emissioner kan reduceres i lyset af de internationale bestræbelser på at sikre klimaneutralitet.

Både Europa-Kommissionen og de kinesiske myndigheder understregede indledningsvist den negative effekt, COVID-19 pandemien havde på skibsbygningsmarkederne i form af nedlukninger, forsinkelser på levering af skibe, lavere efterspørgsel efter nybygninger og forstyrrelser i de globale forsyningskæder. Ifølge den kinesiske skibsbygningsindustri havde industrien det seneste års tid oplevet et betydeligt fald i skibsbygningsproduktionen, hvorimod skibsreparations- og retrofitaktiviteterne havde været stigende ikke mindst på grund af efterspørgsel efter installation af røggasrensningsanlæg (scrubbers). Den europæiske brancheorganisation SEA Europe understregede i sit indlæg, at selvom den kinesiske skibsbygningsindustri havde været negativt påvirket af COVID-19 krisen, var den europæiske maritime industri endnu hårdere ramt især på grund af manglende efterspørgsel efter bygning af nye krydstogtskibe. Ordreindtaget i Europa målt i CGT var faldet 64 pct. i perioden september 2019 – september 2020, mens Kinas ”kun” var faldet 14 pct.

For at afhjælpe den vanskelige situation for de kinesiske skibsværfter skabt af COVID-19 pandemien havde Kinas ministerium for industri og informationsteknologi (MIIT) taget en række nye initiativer, herunder bl.a. sendt 30 embedsfolk ud til skibsværfterne for at rådgive om specifikke projekter. Ministeriet havde også iværksat foranstaltninger for at sikre forsyningen af råmaterialer til værfterne, og at værfterne samtidig havde tilstrækkeligt med værnemidler for at sikre værftsmedarbejderne mod smitte.

I både EU og Kina er der stort fokus på, hvordan man sikrer en mere klimavenlig skibsfart, og hvilke politikinstrumenter, der bør gennemføres for at nå klimamålene. I Kina synes linjen nu udstukket af præsident Xi Jingping’s annoncering om, at Kina skal være CO2-neutral i 2060, og at de kinesiske emissioner ikke må stige yderligere efter 2030. Kina er derfor aktiv i IMO og har bl.a. fremsat en række tekniske forslag til ny regulering om standarder og krav til skibes konstruktion, design og udstyr. Kina har også indført et nyt støtteprogram til skrotning af ældre skibe og bygning af nye, mere klimavenlige skibe. Europa-Kommissionen redegjorde for sin ambitiøse Green Deal, som på den korte bane skal sikre en 55 pct. reduktion i emissionerne inden for EU i 2030 målt i forhold til 1990, og på den længere bane at de europæiske samfundsøkonomier er klimaneutrale i 2050. EU arbejdede også på at få vedtaget en EU-klimalov, og der var fremsat forslag om at inkludere skibsfarten i EU’s kvotehandelssystem, ændre EU’s energibeskatningsdirektiv samt vedtage ny lovgivning om alternative brændstoffer.

MAN Energy Solutions holdt indlæg om mulige veje til en klimaneutral skibsfart, herunder om virksomhedens ambition og strategi for at levere de rette teknologier og løsninger. MAN ES understregede vigtigheden af, at de lovgivningsmæssige rammer globalt bør være på plads for at sikre ens standarder, krav og konkurrenceforhold. Det var desuden vigtigt, at der skabes de rette finansielle incitamenter, som kan sikre overgangen mod nul-emissioner inden for det maritime, og at der etableres tværsektorielle samarbejder, således der skabes de rette synergier. Virksomheden vil aktivt arbejde for at udvikle de rette teknologier og løsninger for at nå i mål.

Europa-Kommissionen og de europæiske brancheorganisationer påpegede også problemet med statsintervention i skibsbygningsmarkedet og den massive statsstøtte, der tilflyder de maritime industrier i visse lande – en udfordring, der skal findes en løsning på snarest. Desuden fremhævede man fra europæisk side en række markedsbarrierer for de europæiske maritime udstyrsproducenter i Kina. Det understregedes desuden, at lige adgang til markederne i hhv. EU og Kina, et level-playing field for den europæiske industri samt transparens i forhold til Kinas politikker og lovgivning er grundlæggende forudsætninger for et styrket samarbejde mellem EU og Kina på skibsbygningsområdet.

Læs mere om