Hjem > Nyheder > Ny grøn forskningsstrategi med vigtige maritime aftryk
2. oktober 2020

Ny grøn forskningsstrategi med vigtige maritime aftryk

Regeringen har præsenteret en ny, grøn forskningsstrategi, som de kalder Fremtidens grønne løsninger – Strategi for investeringer i grøn forskning, teknologi og innovation. Bag den lange titel gemmer der sig en masse godt input fra erhvervslivet – herunder fra den maritime industri. Strategien peger på de områder, hvor der ses behov for yderligere forskning for at understøtte den grønne omstilling, både i Danmark og globalt.

Dette vedrører også omstilling af tung transport, herunder international skibsfart, og Danske Maritime har bidraget til den del af strategien, som handler om klimaløsninger og transportområdet. Emner som også knytter an til de input, som klimapartnerskabet for Det Blå Danmark afleverede til regeringen i sommer, og som indgår i den samlede klimahandlingsplan, som Folketinget aktuelt arbejder på.

Helt overordnet ønsker regeringen en klar retning for grøn forskning, innovation og udvikling, så man på det grundlag kan prioritere investeringerne og sikre, at det rent faktisk gør en forskel og samtidig fremmer et bæredygtigt grønt erhvervsliv.

Derfor udpeger man nu fire grønne missioner, som man vil have et særligt fokus på i 2021. Disse er:

  • Fangst og lagring eller anvendelse af CO₂, hvor bl.a. lagring under havbunden måske bliver en mulighed.
  • Grønne brændstoffer til transport og industri, herunder forskning indenfor Power-to-X og muligheden for at producere nye grønne brændstoffer på grøn strøm.
  • Klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion.
  • Genanvendelse og reduktion af plastikaffald.

Derudover dykker man ned i en række vigtige underemner og temaer. For eksempel:

  • Drivhusgasser, hvor man vil se nærmere på, hvordan udledninger fra industrien kan reduceres ved hjælp af energieffektivisering. Dette emne har et stort potentiale indenfor søfart.
  • Miljø og cirkulær økonomi, hvor man blandt andet har fokus på rent havmiljø og luftforurening.
  • Natur og biodiversitet, hvor man blandt andet ser på klimaforandringer og tilpasninger i Arktis.
  • De samfundsmæssige konsekvenser ved grøn omstilling, på mere overordnet niveau.

I forbindelse strategien præsenterer regeringen således en lang række nye initiativer, som skal skubbe udviklingen i den rigtige retning:
De nye initiativer er:

  • Ny grøn forsknings- og innovationsindsats
  • Grønne forsknings- og innovationspartnerskaber
  • Styrket grønt fokus for Innovationsfonden
  • Bedre koordination af den grønne forskning
  • Bedre rammer for samarbejde mellem videninstitutioner og erhvervsliv
  • Stærk dansk deltagelse i internationalt samarbejde
  • Monitorering og effektvurderinger af grøn forskning
  • Nationalt Center for Klimaforskning
  • Grønne uddannelser

Således vil den samlede forskningsindsats kunne bidrage til at udvikle nye løsninger og derved understøtte eksport af grøn teknologi og således gavne økonomi og beskæftigelse i Danmark.

Læs mere om den samlede strategi her.

Læs mere om