Hjem > Nyheder > Ny rapport fra Erhvervsministeriet sætter streg under den maritime industris store betydning for det danske forsvar
2. februar 2024

Ny rapport fra Erhvervsministeriet sætter streg under den maritime industris store betydning for det danske forsvar

Erhvervsministeriet har netop præsenteret en rapport, som skal danne grundlag for initiativer til fremme af udviklingen af dansk forsvarsindustri – herunder den maritime industri, som i den kommende årrække skal forsyne Søværnet med nye, tidssvarende flådefartøjer.

Rapporten hviler på den hidtil mest omfattende kortlægning af danske forsvarsindustrielle virksomheder og potentielle spin-in virksomheder, der arbejder med teknologier, som kan bruges til både civile og militære formål (dual-use). I rapporten beskrives den danske forsvarsindustris vigtige bidrag til, at danske myndigheder og det danske forsvar er rustet til at imødegå trusler mod Danmark. Det er derfor vigtigt, at forsvarsindustrien understøttes bedst muligt, fastslår rapporten.

Kortlægningen viser, at produkter til det maritime område udgør en særlig stor del af forsvarsindustrien, som i alt tæller mere end 500 virksomheder fordelt over hele landet. Over halvdelen af kernevirksomhederne og en tredjedel af den øvrige industri leverer produkter eller ydelser tilpasset Forsvaret på det maritime område.

Vigtigt fokus på eksportpotentiale

Rapporten slår desuden fast, at eksport af dansk forsvarsmateriel og forsvarsrelaterede ydelser er afgørende af flere årsager. Dels er den nationale efterspørgsel sjældent et tilstrækkeligt grundlag for at drive en rentabel forsvarsindustriel virksomhed i Danmark. Dels betyder danske forsvarsvirksomheders deltagelse i internationale systemleverandørers forsyningskæder, at Danmark får adgang til vigtige samarbejdspartnere i allierede lande.

Eksport og fri international konkurrence udfordres imidlertid af nationale beskyttelseshensyn og en række andre rammevilkår. Under de vilkår er industrisamarbejdsaftaler en vigtig driver for eksporten. Et erhvervspolitisk værktøj, som myndighederne kan anvende, så udenlandske leverandører forpligtes til at indgå købs- eller udviklingsaftaler med danske forsvarsvirksomheder, når det danske forsvar køber materiel i udlandet. Mange særligt mindre virksomheder oplever dog, at det kan være udfordrende at komme med i industrisamarbejder, så der ses et potentiale for at få flere virksomheder med ombord.

Analysen peger også på, at Danmark har kompetencer og teknologisk know-how inden for en række teknologiområder, som NATO har fokus på, og som derfor må antages at have spin-in potentiale. Herunder konsortiet ‘Danske Patruljeskibe’ med muligheder inden for specialiserede materiale- og udstyrsleverandører på det maritime område

Brug for bedre udbuds- og indkøbsprocesser

Den største barriere for forsvarsindustrien anses dog for at være langtrukne og uigennemsigtige udbuds- og indkøbsprocesser. Forsvarsmarkedets indkøbsprocesser udfordrer op mod tre fjerdedele af virksomhederne, og analysen peger på, at industriens muligheder på forsvarsmarkedet vil kunne styrkes gennem lettere adgang til dialog om konkrete behov og udfordringer i de operative værn.

Dels ved at indsamle og konsolidere den viden, der findes om behov og ønsker i Forsvaret og NATO, og stille den til rådighed for industrien og relevante forskningsmiljøer. Dels gennem et styrket samarbejde mellem myndigheder, vidensinstitutioner og industrien, som vil kunne skabe større klarhed omkring behov og muligheder for anskaffelser og teknologi på både kort og lang sigt.

Fem konkrete anbefalinger

Sammenfattende præsenterer analysen fem anbefalinger til et styrket forsvarsindustrielt økosystem, som der nu skal arbejdes videre med:

  • Styrk forsvarsindustriens eksport
  • Let adgangen til forsvarsmarkedet for spin-in virksomheder
  • Styrk triple helix samarbejdet mellem industrien, vidensinstitutioner og relevante myndigheder
  • Understøt et sammenhængende finansieringssystem og sæt en klar retning for prioriterede teknologiområder
  • Udnyt industrisamarbejde mere strategisk

Danske Maritime har læst rapporten med stor interesse, og adm. direktør Jenny Braat siger:

”Vi er glade for, at Folketinget og myndighederne går så grundigt til værks for at sikre, at vi bedst muligt får udfoldet det store potentiale, som vi blandt andet ser i den maritime industri. At bygge nye skibe til Søværnet giver os mulighed for at bringe alle nye de nyeste og bedste teknologier og løsninger ombord. Vi ved fra tidligere erfaring med at bygge skibe til Forsvaret, at lande i vidt omfang søger inspiration på tværs af landegrænser, så eksportpotentialet er helt åbenlyst.

Samtidig glæder det mig meget, at fra Staten selv sætter fokus på, at deres udbuds- og indkøbsprocesser kan være langtrukne, uigennemsigtige og på alle måder frustrerende for virksomhederne. Den pointe har Danske Maritime haft med under armen til mange af vores møder på Slotsholmen, og rapporten viser, at de har lyttet.

Nu håber jeg så, at de gode intentioner får luft under vingerne, så også den maritime industri kan mærke forskel og vokse endnu mere på forsvarsområdet. Man skal jo ikke glemme, at det i sidste ende er til gavn for hele Danmark,” siger Jenny Braat.

Rapporten er udarbejdet af IRIS Group for Erhvervsministeriet og kan læses her, hvor også erhvervsminister Morten Bødskov kommenterer: Erhvervsministeren: Vi skal udnytte potentialerne i dansk forsvarsindustri | Erhvervsministeriet (em.dk)