Hjem > Nyheder > Nye tiltag til understøttelse af coronaramte virksomheder
6. april 2020

Nye tiltag til understøttelse af coronaramte virksomheder

Regeringens seneste tiltag for at støtte virksomheder, der oplever kraftig nedgang i omsætningen pga. coronakrisen, er dels at understøtte bankerne nye lån til disse virksomheder, dels at omdanne EU’s strukturtilskud til hjælp for små virksomheder.

Understøttelse af banklån

EKF – Danmarks Eksportkredit udvider sin garanti for banklån til eksportvirksomheder og deres leverandører med omsætningsfald på over 30 % pga. coronakrisen. Hidtil har EKF kunnet garantere nye banklån til små virksomheder (under 250 ansatte) med 80 % af hovedstolen for at klare sig igennem krisen.

Om få dage kan også større virksomheder opnå denne EKF-garanti. Dog dækker EKF kun 70 % af lånet. Ordningen gælder til d. 1. oktober 2020.

Regeringen har afsat 8,5 mia. kr. til garantierne.

Virksomhederne skal henvende sig i deres bank for at opnå EKF-garantien.

Virksomheder, der ikke eksporterer eller ikke er underleverandører til eksportører, har muligheder for en tilsvarende ordning i Vækstfonden.

Mere information om ordningen findes her.

EU’s strukturfondsmidler skal hjælpe små virksomheder igennem coronakrisen

Regeringen har åbnet op for, at strukturfondsmidler kan målrettes indsatser, der skal hjælpe danske virksomheder igennem coronakrisen. I alt er der tale om op til 290 millioner kroner, som fx vil kunne målrettes indsatser, der understøtter rekonstruktion af små og mellemstore virksomheder. Blandt andet i form af støtte til køb af rådgivning fra advokater, revisorer og forretningsudviklere eller indsatser, der tilbyder virksomhederne kompetenceudvikling skræddersyet til situationen. Der vil også være støtte til andre indsatser, der efterspørges fra erhvervslivet, herunder muligvis omstilling af produktionen til værnemidler.

Desuden vil der blive indført forskudsudbetalinger til operatører på eksisterende strukturfondsindsatser. Operatører er de instanser, der administrerer ordningen og yder tilsagn om tilskud, fx erhvervsskoler og erhvervshuse. Tiltaget indføres for at afhjælpe nogle af konsekvenserne af coronakrisen for især de virksomheder, der er engageret i indsatserne, men også for operatører, der oplever likviditetsudfordringer.

Ligesom den øvrige coronakrisehjælp vil denne ordning i højt tempo blive fordelt.

Mere information findes her.

Læs mere om