Del:

Skills – er det, vi har brug for!

 

Danske Maritime deltager igen i år til DM i Skills i Bella Center, hvor over 65.000 unge fra landets folkeskoler og erhvervsuddannelser enten er med for at dyste i deres fag eller for at kigge sig omkring og blive klogere på mulighederne som faglært.

Danske Maritime deler stand sammen med MAN Energy Solutions, Københavns Kommune og UU-København. Her kan eleverne møde nogle af MAN’s industriteknikerlærlinge, der instruerer i, hvordan man tegner og konstruerer modeller i en 3D-printer, og som fortæller om, hvorfor de selv har valgt netop den maritime industri.

For Lars Peter Olsen, director hos MAN Energy Solutions, er det vigtigt at deltage i Skills, fordi mere viden skaber mere interesse:

  • Vi er en højteknologisk ingeniørvirksomhed, som er afhængig af at få veluddannede medarbejdere på alle niveauer inden for STEM-fagene. Det er de unge fra denne generation, der med disse uddannelser, skal finde løsninger på de miljømæssige udfordringer, vi ved verden står overfor. Derfor deltager vi på Skills for at om at møde de unge og give dem et indtryk af, hvilken spændende verden vi arbejder i. Det er MAN Energy Solutions’ mål at fortsætte med at kunne levere verdensledende energiløsninger, og det kræver dygtige kommende medarbejdere, siger Lars Peter Olsen.

Danske Maritimes uddannelsesteam har taget det nye spil, Maritime Career Game 2.0 med under armen, og det trækker mange unge til standen. Spillet er et virtual reality-spil, hvor eleverne skal dyste om at bygge en elfærge på tid og bevare spørgsmål om uddannelses- og karriereveje inden for den maritime industri. Under Skills dyster eleverne om at vinde biografture, og de unge synes, at spillet er både sjovt og lærerigt.
Spillet vil fremover blive en fast del af Danske Maritimes skole- og virksomhedsbesøg.

  • Vi har gjort os rigtig gode erfaringer med det første spil, og den nye udgave er endnu bedre. Samtidig er skolerne er begyndt at kontakte os selv, fordi de har fået vores forløb anbefalet. Det er vi utrolig glade for, fordi det giver os mulighed for at lære elever i hele landet en hel masse om den maritime industri på en både sjov og lærerig facon, siger Cecilie Lykkegaard, som er underdirektør hos Danske Maritime.

Hvis din virksomhed har lyst til at åbne dørene for en skoleklasse og vise, hvilke spændende ting I arbejder med, så kontakt uddannelseskonsulent Lasse Søndergaard Winther på tlf. 42149526 eller lsw@danskemaritime.dk