Stærk maritim tilstedeværelse til karrieremesse for ingeniørstuderende og nyuddannede
Så er dørene slået op til endnu en travl DSE-messe, hvor blandt andet maritime virksomheder kan komme i dialog med ingeniørstuderende og nyuddannede ingeniører med henblik på at vække deres interesse og måske endda rekruttere dem. På tværs af den maritime industri mangler der i stor stil ingeniører, og messen er en rigtig god mulighed for at fortælle om de mange spændende jobmuligheder, vi som branche kan tilbyde.
DSE varer to dage, hvor der deltager omkring 140 virksomheder og organisationer fra diverse brancher. I løbet af de to dage lægger omkring 10.000 studerende og nyligt færdiguddannede vejen forbi, så det er et travlt og mangfoldigt forum.
Danske Maritime har også i år booket en stand, hvor de mange unge får lejlighed til at møde repræsentanter fra i alt otte meget forskellige maritime virksomheder, som både fortæller om deres egen virksomhed og om den maritime industri som helhed. Mange ingeniørstuderende har et meget begrænset kendskab til den maritime industri, så det er vigtigt at få synliggjort branchen og vist bredden.
En af virksomhederne er skibsdesignerfirmaet OSK-ShipTech A/S, hvor Anne Kofoed Vilsøe, Head of HR & Marketing, har set frem til nogle gode samtaler med de mange unge gæster:
“Konkurrencen om de dygtige medarbejdere er hård i øjeblikket, så det gælder om at være til stede, hvor de er. Vi glæder os derfor til et par gode og travle dage på DSE, hvor vi kan komme i dialog med de studerende og præsentere dem for de spændende karrieremuligheder, der findes i Det blå Danmark, og som måske ikke står først på deres radar. Sammen med Danske Maritime og en række andre maritime virksomheder glæder vi os til at vise den brede vifte af muligheder inden for design og engineering i den maritime industri,” siger Anne Kofoed Vilsøe.
Til karrieremessen deltager også Knud E. Hansen, VesOPS, Novenco Marine og Offshore A/S, Powercon, Emerson, Danalec og VIKING LIFE-SAVING EQUIPMENT.
Udover dette arrangement arbejder Danske Maritime på mange niveauer for at dæmme op for den alvorlige ingeniørmangel, som branchen oplever. Dels med henblik på at få uddannet flere ingeniører og dels med et generelt fokus på at synliggøre mulighederne i en globalt orienteret industri som den maritime. Virksomhedernes interesse for at deltage har stor betydning, fortæller Cecilie Lykkegaard, vicedirektør hos Danske Maritime:
”Der er jo ikke noget, der slår smittende entusiasme. Når en medarbejder fortæller om sit valg af karriere og med sin personlige vinkel giver et indblik i de opgaver, han eller hun har ansvar for og brænder for, så giver det jo en helt anden forståelse hos den unge end en mere generel beskrivelse af tingene. Så hen over året deltager vi sammen med vores medlemsvirksomheder i mange forskellige typer af arrangementer målrettet unge – både ingeniørstuderende og andre – så de lærer os at kende, får afklaret en masse spørgsmål og forhåbentlig får vækket deres maritime interesse,” siger Cecilie Lykkegaard.