Webinar – eksportfremstød til Fincantieri – september
Danske Maritime har i samarbejde med DI arrangeret et virtuelt eksportfremstød for danske virksomheder til det italienske skibsbygningskonglomerat Fincantieri. Fremstødet forventes afviklet en dag i begyndelsen af september. Datoen er endnu ikke fastlagt, men vil blive meldt ud snarest muligt. Selve grundkonceptet er individuelle B2B-møder, hvor danske maritime leverandørvirksomheder mødes med teknikere og indkøbere fra Fincantieri for at drøfte konkrete samarbejdsprojekter.
Fincantieri er det største blandt Europas værftsgrupper og har på verdensplan over 19.000 ansatte. Værftsgruppen bygger både passagerskibe, herunder krydstogtskibe, skibe til offshore-sektoren, store yachts, og skibe til søværn. Fincantieri har hovedsæde i Trieste med værftsfaciliteter bl.a. i Monfalcone og Genova. Alene i Italien har værftsgruppen mere end 5.000 underleverandører. Flere danske maritime virksomheder har igennem årene haft tætte kommercielle forbindelser til værftskonglomeratet – nogle engageret i enkeltprojekter, andre har haft en mere løbende kommerciel kontakt. Fincantieri har for øjeblikket en betydelig ordrebog over bygning af nye skibe, og den blotte volumen i værftets skibsbygningsaktivitet tilsiger, at der fremadrettet er markante nye eksportmuligheder for danske virksomheder.
Prisen for deltagelse for den enkelte virksomhed er 3.000 kr. ex moms. Prisen er betinget af tildeling af tilskud fra Eksportrådet.
Læs mere om webinaret i vedhæftede invitationsfolder (Anneks 1).
Anneks 2 indeholder en liste over udstyr, materialer og komponenter, som Fincantieri især efterspørger.
Medlemmerne skal udfylde vedhæftede skabelon (Anneks 3 – supplier information template), hvor den enkelte virksomhed bl.a. kort skal beskrive sine produkter, ydelser og kompetencer. Endvidere skal referencer oplistes. Dette er et krav fra Fincantieris side for at deltage i de virtuelle forretningsmøder.
Såvel det udfyldte tilmeldingsskema som den udfyldte skabelon sendes til undertegnede (kro@danskemaritime.dk) samt til konsulent Emil Stub i DI (emns@DI.dk) senest mandag den 29. juni 2020.
Det understreges, at de virksomheder, der tilmelder sig forretningsmøderne med Fincantieri, naturligvis ikke skal betale for deltagelse, såfremt virksomheden ikke bliver udvalgt til møder med værftskonglomeratets teknikere og indkøbere. Hvis virksomheden udvælges, er tilmelding bindende.
Eventuelle spørgsmål til medlemsarrangementet er velkomne både telefonisk og pr. e-mail.
Klaus Rostell
International chef
dir: +45 42 14 95 22
kro@danskemaritime.dk
