Indrejseforholdene i en række nabolande pr. 12. april 2021
De tiltag og restriktioner, der er indført rundt om i verden for at mindske risikoen for spredning af covid-19 (coronavirus), har store konsekvenser for de danske maritime industrivirksomheder. Det gælder ikke mindst for de virksomheder, som udsender maritime montører og rådgivere i forbindelse med reparation og vedligehold af skibe.
Danske Maritime har med bistand fra en række af de danske ambassader siden medio marts 2020 overvåget indrejseforholdene i en række af vores nabolande (Nederlandene, Norge, Polen, Sverige og Tyskland).
Vi tager forbehold for pludselige ændringer i indrejseforholdene i de enkelte lande.
Nederlandene:
Der er ikke indrejseforbud for EU-borgere, men de nederlandske myndigheder fraråder kraftigt alle ikke-nødvendige rejser til Nederlandene. Negativ COVID-19 test samt en sundhedserklæring er påkrævet ved indrejse og transit i Nederlandene med fly, færge, tog eller bus fra Danmark og andre lande, som aktuelt opfattes som risikolande.
Find flere oplysninger her:
https://www.government.nl/topics/coronavirus-covid-19/visiting-the-netherlands-from-abroad
Norge:
Der er generelt forbud mod indrejse i Norge, herunder for erhvervsrejser. Men der eksisterer en række undtagelser fra indrejseforbuddet. Undtagelserne omfatter bl.a. indrejse med henblik på at udføre arbejdsopgaver relateret til samfundskritiske funktioner og undtagelser, der åbner mulighed for indrejse for specialiseret arbejdskraft. De norske myndigheder har udtalt, at reparation og vedligehold af skibe er af samfundskritisk karakter, og at maritime montører og teknikere skal opfattes som specialiseret arbejdskraft. Derfor bør maritime montører og teknikere fra Danmark kunne opnå godkendelse og dermed indrejse i Norge. Men der skal ansøges om indrejse på forhånd – en ansøgning som skal indsendes af den norske ordregiver til de norske søfartsmyndigheder.
Karantænereglerne vil fortsat gælde, og ordregiver skal oplyse myndighederne om karantænelokation.
Polen:
Alle indrejsende til Polen fra Schengen-lande, herunder Danmark, skal i karantæne, medmindre de kan fremvise et højst 48 timer gammelt negativt COVID-19 testresultat (PCR eller antigen) eller et vaccinationsbevis ved indrejse.
Læse mere her:
https://polen.um.dk/da/rejse-og-ophold/nycoronavirus-covid19/
Sverige:
Sverige har ophævet indrejseforbuddet for rejsende fra Danmark gældende fra og med d. 31. marts 2021. Til og med d. 31. maj 2021 er der indført testkrav for alle indrejsende til Sverige. Testkravet gælder for rejsende fra alle lande og for udenlandske statsborgere, der er fyldt 18 år og derover. Den negative test, der skal fremvises ved indrejse, må højst være 48 timer gammel.
Læse mere her:
https://sverige.um.dk/da/rejse-og-ophold-dk/nycoronavirus-covid-19/
Tyskland:
Rejsende, der i de seneste 10 dage før indrejse i Tyskland har opholdt sig i et risikoområde, skal som udgangspunkt i karantæne i 10 dage ved indrejse i Tyskland. Med undtagelse af Færøerne og Grønland tæller Danmark i dag som risikoområde. Alle personer, som rejser ind i Tyskland med fly (uanset risikostatus for afrejseområdet), skal kunne fremvise en negativ covid-19-test forinden. Testen skal tidligst gennemføres 48 timer inden indrejse. Udgiften for testen skal de rejsende selv betale. Karantæneperioden kan forkortes ved at tage en test på tidligst femtedagen efter indrejse, såfremt du får et negativt testresultat. Der kan være flere undtagelser for karantæne i de enkelte delstater fx i forbindelse med indrejse for at udføre reparation og vedligeholdelsesopgaver om bord på skibe. Kontakt venligst de lokale sundhedsmyndigheder for nærmere information herom:
De lokale tyske sundhedsmyndigheder kan findes ved at indtaste by/postnummer på Robert Koch Instituttets hjemmeside
Ved indrejse skal man anmelde sin indrejse på: www.einreiseanmeldung.de.
Generelt om rejser og vejledning
Det er vigtigt, at de relevante dokumenter om arbejdsforholdet medbringes, herunder fx arbejds- og ordrekontrakt eller invitationsbrev fra ordregiver. Det anbefales også at kontrollere oplysningerne på Udenrigsministeriets hjemmeside om de aktuelle indrejseforhold i de pågældende lande. Det anbefales ligeledes, at de rejsende maritime montører og teknikere registrer sig på Udenrigsministeriets ”Dansker Liste” https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/danskerliste. Danskerlisten giver mulighed for, at Udenrigsministeriet kan kontakte de udrejsende eller sende vigtige informationer til disse, hvis der opstår en alvorlig krise i det land, hvor de rejsende opholder sig.
Udenrigsministeriet har oprettet en gratis rådgivningsfunktion, hvor virksomheder kan få direkte vejledning om aktuelle restriktioner og muligheder for erhvervsrejser til individuelle lande eller regioner, som virksomhederne har behov for at besøge.
Rådgivningsfunktionen kan benyttes via følgende link: https://thetradecouncil.dk/covid19-hjaelp/hjaelp-til-erhvervsrejsende