Hjem > Nyheder > Danske erhvervshavne skal fremtidssikres med plads til både etablerede og nye aktører
30. september 2024

Danske erhvervshavne skal fremtidssikres med plads til både etablerede og nye aktører

I dag præsenterer Havnepartnerskabet, som Danske Maritime har været en del af, sine anbefalinger til, hvordan vi fremtidssikrer erhvervshavnene og sikrer gode rammer for såvel eksisterende som nye aktiviteter i takt med den grønne omstilling og væksten i flere erhverv, herunder den maritime industri og energisektoren.

Et vigtigt emne, for i disse år er der rift om havnearealerne. Værfterne og den maritime industri har travlt, der arbejdes med havvind, Power-to-X og CO2-fangst, kommunerne drømmer om flere boliger med havudsigt og nye bydele, der skal etableres langt flere landstrømsanlæg til større skibe, verdenshandlen vokser, og alt i alt sker der utrolig mange spændende ting, som kræver både nytænkning, målrettede investeringer og tæt dialog, så kabalen går op.

Derfor har alle relevante aktører været samlet i Havnepartnerskabet, som i dag – på havnen i Kalundborg – afleverer sin afsluttende rapport til regeringen repræsenteret af erhvervsminister Morten Bødskov og transportminister Thomas Danielsen. Christina Grumstrup Sørensen, som er seniorpartner hos Copenhagen Infrastructure Partners, har været formand under arbejdet, som overordnet peger på, at de danske erhvervshavne står over for en historisk mulighed for at blive centrale knudepunkter i den grønne omstilling.

Konkret præsenteres i dag 20 anbefalinger til det videre politiske arbejde, fordelt under følgende hovedtemaer:

  • Erhvervshavnenes strategiske betydning i den nordeuropæiske udbygning af havvind skal understøttes
  • Øget investeringssikkerhed for eksisterende erhverv og suprastruktur
  • Elektrificering af erhvervshavnene skal op i tempo
  • Reguleringen skal være tidssvarende
  • Ulige vilkår for finansiering af havneinfrastruktur bør undersøges
  • Der er behov for arbejdskraft og kompetencer

Nogle af de bagvedliggende udfordringer er, at der især ifm. den grønne omstilling bliver behov for store investeringer i udvidelser og forstærkning af havnearealer, dybere sejlrender og stærkere kajanlæg. Dette kræver politisk opbakning og langsigtet planlægning. Men samtidig må udviklingen ikke rulle hen over de aktører, som allerede ligger på havnene, siger Jenny Braat, adm. dir. hos Danske Maritime:

”Vi er glade for at have bidraget til dette arbejde, hvor vi på den ene side arbejder sammen med de øvrige om at sikre, at Danmark på disse områder for alvor kan rykke, men på den anden side også har sagt ”husk værfterne” rigtig mange gange. For de er ikke flytbare, står med fyldte ordrebøger, kan også have brug for at udvide, skal snart bygge også til Søværnet og er sammen med deres kollegaer i den øvrige maritime industri helt centrale for den grønne omstilling af skibsfarten samt vores kritiske infrastruktur og forsyningssikkerhed.

Derfor skal der være en god balance, når man styrker, udvikler og udvider de danske erhvervshavne, så vi bedst muligt kan understøtte den maritime udvikling sammen med udviklingen inden for energi og andre sektorer. Her er et andet vigtigt element den stigende elektrificering, hvor vi jo i Danmark er førende inden for landstrømsanlæg, og hvor et stigende antal skibe i nærskibstrafikken skal sejle på strøm. Jeg synes, at rapporten giver et godt og brugbart bud på både potentialerne og balancerne, som jeg nu ser frem til en videre dialog med regeringen om,” siger Jenny Braat.

Havnepartnerskabets afrapportering kan læses her.

Læs mere om