Hjem > Nyheder > Dansk forsvar til søs. Hvad skal fremtidens skibe kunne?
24. september 2024

Dansk forsvar til søs. Hvad skal fremtidens skibe kunne?

fregatten IVER HUITFELDT på prøvesejlads Dato: 2010-12-16

I disse år taler vi meget om forsvar, og i løbet af efteråret skal Folketinget beslutte, hvordan Søværnet skal opgraderes. Om en årrække vil nye grå skibe således lægge til kaj rundt i Danmark, og her ser vi nærmere på, hvad de skal kunne. Den teknologiske udvikling på havet går stærkt, og den usikre geopolitiske situation har understreget behovet for nye, tidssvarende flådefartøjer.

Regeringen ønsker, at de nye skibe bygges i Danmark, og som forsvarsindustri efterlyser vi en langsigtet skibsbygningsplan, så vi kan planlægge bedst muligt både ift. plads, produktion og medarbejdere. Danmark har en af verdens førende maritime industrier, der dagligt bidrager til modernisering af verdensflåden. Den ekspertise kommer nu igen Forsvaret til gode og står på skuldrene af mange års stolte traditioner, for vi har altid leveret alle større fartøjer til Søværnet og har også ansvar for den løbende vedligeholdelse og optimering.

Grønnere, hurtigere, bedre

Det, vi planlægger at bygge, er topmoderne militærfartøjer med innovative, danske løsninger inden for grønne teknologier, modulær missionsudrustning og avancerede styresystemer. Lad os zoome ind på detaljerne.

Grønne teknologier, som også sejler i den civile skibsfart og eksporteres til hele verden, skal integreres i de nye skibe, så de kan leve op til de nuværende og kommende høje klima- og miljøkrav. Bæredygtighed tænkes ind i både design, udstyr og funktionalitet. De nye skibe skal være energieffektive, så de bruger så lidt brændstof som muligt, og samtidigt er det muligt at designe til dual-use, så de kan sejle på både traditionelle og grønne brændstoffer. Havnene byder endnu ikke på de nye, grønne brændstoffer som fx metanol, men det kommer.

Skibene bliver muligvis også modulære, så de kan tilpasses forskellige opgaver. Det vil sige, at dele kan tages af og på, så man fx hurtigt kan skifte fra militært udstyr til udstyr til håndtering af miljøkatastrofer.

Der er også fokus på avanceret dataanvendelse ift. sikkerhed og ruteplanlægning, ligesom også teknologier som støjsvage skrog og propeller vil gøre det sværere for fjender at opdage skibene. Omvendt kan skibene udstyres med fx avancerede søgeprojektører, så Søværnet kan spore uidentificerede objekter med høj præcision, og vi arbejder med automationen, så færre besætningsmedlemmer kan betjene og overvåge flere systemer.

For få uger siden afholdt Forsvarsministeriets styrelse FMI Nordens største forsvarsindustrimesse, og her var der også stor interesse for droner – både over, under og på vandet. Det vil være en oplagt mulighed for Søværnet at supplere de store skibe med droner og med ubemandede overfladefartøjer til overvågning, anti-piratpatruljering og miljøovervågning. Det reducerer risikoen for mandskabet i farlige situationer og vil styrke Søværnets operationelle kapacitet.

Endelig skal de nye skibe selvfølgelig også være gode arbejdspladser. Der er sket meget med måden, vi i dag indretter skibe på. Gammeldags kahytter kan være en træls oplevelse med mange dage på søen. Nu arbejder vi langt mere med komfort, lækker indretning, god akustik og andre tiltag, som gør livet ombord mere behageligt, selv under lange togter. Den maritime industri ser frem til at levere de nye skibe, der både som militære enheder og arbejdspladser skal være en fornøjelse at gå ombord på.

Artiklen er bragt i magasinet Ports of Denmark.

Læs mere om